Familie truet med brødkniv

Unge gerningsmænd forsøgte at true sig til pengene, da de trængte ind i et privat hjem i Bording.

HolstebroPolitiAerme.jpg

En familie med adresse på Søndergade i Bording fik uventede gæster fredag aften. To unge mænd bevæbnet med brødknive stod pludselig midt i stuen og krævede penge.

De to unge gerningsmænd vurderes til at være 17-18 år, og de trængte ind hos familien ved 23-tiden fredag aften. Her gjorde de med arme og fingre tegn til, at de ville have penge. Men så forsvandt de pludselig igen, fortæller Midt- og Vestjyllands Politi.

Efterlysning

Politiet har endnu ikke fundet de unge gerningsmænd, og er derfor interesserede i at høre fra borgere der måske genkender dem ud fra følgende signalement:

Den ene er ca. 190 cm. og almindeligt bygget. Ved røveriet havde han en lyseblå sweater og arbejdsbukser på. For ansigtet havde han en hvid maske. Manden så dansk ud, og havde som våben en 20-25 cm. lang brødkniv.

Den anden gerningsmænd beskrives blot som 165-170 cm. høj og også med en brødkniv i hånden.