Få kritikere af gigantisk højhus i Brande

Høringsfristen udløber i dag, men kun få kritikere er kommet med indsigelser. 

Foto: Bestseller

Et højhus højere end Eiffeltårnet har ikke fået mange kritikere på banen.

Læs også Borgmestre diskuterer gigantisk højhus i Brande

Til midnat udløber høringsfristen på det 320 meter høje højhus i Brande, og kommunen har ind til videre kun modtaget seks høringssvar.

- Det er da meget få bemærkninger, vi har fået i forhold til, hvor stort projekt det er. Men der kan jo komme nogen i sidste øjeblik, siger Karina Kisum Jensen, der er planchef i Ikast-Brande Kommune.

En borger fra Slagelse samt Danmarks Naturfredningsforening er kommet med indsigelser. De er begge kristiske over for projektet. Desuden har en arkitekt fra Aarhus klaget over, at projektet ikke er bæredygtigt nok.

To borgere i Brande har foreslået, at der skal laves nogle sti-systemer rundt omkring bygningerne.

Læs også Herning vil have Bestseller-tårn skåret i mindre stykker

Desuden er der kommet en indsigelse fra Forsvarsministeriet, som vil have en analyse af, om det påvirker deres radarsystem.

- Vi har haft to fordebatter omkring det, og folk har taget enormt positivt imod projektet, der har stor lokal opbakning. Vi har fyldt Hotel Dalgas to gange, og der var ikke en eneste, der var kritisk, Så vi har forsøgt at tage det hensyn, vi kunne, siger Karina Kisum Jensen.

Planchefen forventer, at byrådet vil kunne tage endelig stilling til projektet først i det nye år.

Projektet omfatter et samlet byggeri på op til 250.000 kvadratmeter med højhuset på 320 meter samt et højhus på 75 meter og to på 50 meter.

00:30

Hør planchef Karina Kisum Jensen fortælle om næste skridt i processen, når høringsfristen udløber ved midnat.

Luk video
06:38

Indslag fra da projektet blev sendt i høring: Brande kan snart få et 320 meter højhus i sin skyline - i hvert fald, hvis det står til politikerne i kommunen. I dag gik høringsfasen i gang, efter Ikast-Brande Kommune har godkendt Bestsellers plan om at opføre Vesteuropas højeste tårn ved byen.

Luk video