EM-sølvvinder vender hjem til Ikast: - Det er dejligt at være tilbage

Venstrefløjen Emma Friis er igen klar til at give den gas for Ikast Håndbold, efter hun er kommet hjem med EM-sølv.

23-årige Emma Friis blev dansk EM-topscorer med 40 mål i otte kampe.
23-årige Emma Friis blev dansk EM-topscorer med 40 mål i otte kampe.
Foto: Kathrine Sejersbøl Tobiasen, TV MIDTVEST

Hallen i den slovenske hovedstad Lubljana er nu skiftet ud med IBF Arena i Ikast for håndboldspilleren Emma Friis.

Venstrefløjen er nemlig tilbage for at træne sammen med Ikast Håndbold, efter hun spillede EM-Finalen i Kvindehåndbold i søndags.

- Det er dejligt at være tilbage, det er jo vante rammer, men man skal lige være god til at omstille sig, for vi kom jo først hjem i mandags, siger 23-årige Emma Friis til TV MIDTVEST.

Hun er stolt af sin præstation under EM.

- Det har været en stor oplevelse. Det er altid sindssygt fedt at være afsted med landsholdet, og så synes jeg, jeg har spillet en rigtig god turnering, siger hun.

Flot udvikling

Den 23-årige spiller kom før EM-finalen i søndags på turneringens All Star-hold, og det undrer ikke hendes træner i Ikast Håndbold.

- Jeg er imponereret over hendes udvikling, men også den coolness, hun har, for i mange kampe starter hun med at brænde et skud eller to, men så præsterer hun helt vildt derfra, det viser, hun er mentalt stærk, forklarer cheftræner for Ikast Håndbold, Kasper Christensen.

Venstrefløjen var slet ikke den eneste spiller fra Ikast Håndbold, der var med til at vinde EM-sølv.

Også Simone Petersen, der er playmaker, og Sarah Iversen, der spiller streg var med til at vinde sølv, mens Stine Skogrand, der også spiller i Ikast Håndbold, vandt EM-guld med Norge.

Nu venter der flere timer i hallen i Ikast, for holdet gør klar til fredagens kamp mod Team Esbjerg.