Ekspert efter elbil-ulykke: Det er stadig mere sikkert at køre galt i el-biler

El-bilers sikkerhed er til debat, efter at en 53-årig mand mistede livet i en ulykke med sin Tesla. Brandfarlighed fylder i debatten.

1:46
En 53-årig mand mistede i aftes livet, da han kørte galt i sin Tesla og bilen brød i brand.
Foto: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix

Spørgsmålene om elbilers sikkerhed er til heftig debat på TV MIDTVESTs Facebookside.

Det skyldes, at en 53-årig mand tirsdag aften mistede livet, da han kørte galt i sin Tesla, og elbilen brød i brand.

TV MIDTVEST har undersøgt de nærmere omstændigheder for ulykken og fået en ekspert til at bedømme sikkerheden i en el-bil.

Politiet oplyser, at bilen først ramte et træ, hvorefter ilden opstod.

- Man beskriver, at den nærmest eksplosionsagtigt bryder i brand med det samme – ret voldsomt, fortæller Jesper Brøndum, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, og tilføjer:

- Det er en elbil, og det er nyt i den her sammenhæng. Vi ved, det ikke er batteriet, der er gået i brand, fastslår Jesper Brøndum.

Politiet ved ikke, om føreren måske har fået et ildebefindende.

- Vi kan bare konstatere, at man mister herredømmet og kører galt, så det er solouheld. Der er ikke andre involveret, fortæller vaqtchefen.

Det er ikke første gang, at der er historier om Teslaer, der hurtigt bryder i brand under en ulykke. Men skal man tro en ekspert på området, så er det mere sikkert at køre galt i en el-bil frem for biler på brændstof.

- Det usædvanlige ved en elbilsbrand er, at branden ikke kan slukkes igen, siger projektleder Kjeld Nørregaard fra Teknologisk Institut.

Alligevel vil han hellere sidde i en elbil end i en benzinbil, hvis der sker en ulykke. 

- Fordi benzinen kan eksplodere momentant.

- En brand i batteriet i en elbil vil typisk udvikle sig langsommere, så der er tid til at blive reddet ud af bilen, forklarer han.

Spørgsmål: Så der er ikke større risiko ved at køre i elbil end benzinbil i den slags situationer?

- Det synes jeg ikke, der er belæg for at sige. Der er jo lavet crashtests af elbiler, hvor elbilerne generelt kommer ud med samme sikkerhedsniveau som almindelige biler, siger Kjeld Nørregaard.