Efterlyst 70-årig er fundet i god behold

Midt- og Vestjyllands Politi har mandag formiddag fundet den 70-årige mand, der har været forsvundet siden søndag eftermiddag.

70-årige Bent Birkelund fra Højgaardsvej i Brande er fundet i god behold, efter han siden søndag eftermiddag har været meldt savnet.

Det oplyser indsatsleder fra Midt- og Vestjyllands Politi, Kent Hansen.

- Det endte lykkeligt herude. Gudskelov. Alle er glade herude, for vi har fundet ham. Hundene har foretaget et søg ikke langt fra, hvor han sidst er set, og der finder vi ham så. Lettere afkølet, men ellers ved godt helbred.

Dorte Kror, der er søster til Bent Birkelund, er glad for, at hendes bror er fundet i god behold.

- Det er fantastisk han blev fundet. Og så, så hurtigt. Kæmpe ros til alle der hjalp, siger Dorte Kror.

Bent Birkelund blev fundet nedkølet efter en kold nat. Han sendes på hospitalet for at få gennemført et fysisk tjek af læger.

Politi søgte med helikopter

Bent Birkelund forlod søndag sin privatadresse og var efterfølgende væk så længe, at hans familie alarmerede politiet.

Vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, René Pagh, oplyste søndag, at politiet var tilstede i Brande, og at de ledte efter den 70-årige mand med hundepatrulje, indsatsleder, almindelig patruljebil og en helikopter.

Mandag formiddag lykkedes det altså så at finde Bent Birkelund i god behold.

Hør indsatsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi, Kent Hansen, fortælle om sagen.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST