Efterlyser piercet røver

Ung mand med piercinger i læben røvede taske fra kvinde i Ikast.

HolstebroNaerSkilt.jpg

Politiet har et ganske brugbart signalement i jagten på en ung mand, der mandag ved middagstid gjorde sig til røver i Ikast.

Gerningsmanden havde nemlig en eller to piercinger i venstre side af overlæben, og ham vil politiet nu gerne høre nærmere om.

Røveriet gik ud over en 68-årig kvinde, der gik med sin cykel på Vestergade. Kvinden havde sin taske i cykelkurven, og da hun hørte en scooter nærme sig baggrund, frygtede hun, at hun ville blive udsat for et tyveri.

Hun lagde derfor den ene hånd på tasken - og ganske rigtigt: Den unge mand på scooteren tog fat i tasken, og han rykkede så hårdt, at den 68-årige kvinde til sidst måtte slippe sit tag i tasken.

Den piercede røver var 20-25 år og havde røde bukser, en mørk jakke og en mørk styrthjelm på.

Politiet har senere fundet kvindens pung ved en sø i Tulstrup.