Efter drabet på Louisa Vesterager Jespersen i Marokko: Dødsdomme står fast

Fire mænd, der er dømt til døden for drab på dansk og norsk kvinde i Marokko, har fået nej til at anke dommen.

(ARKIV) Blomster og billeder til minde om 24-årige Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast og 28-årige Maren Ueland foran Københavns Rådhus i januar 2019.
(ARKIV) Blomster og billeder til minde om 24-årige Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast og 28-årige Maren Ueland foran Københavns Rådhus i januar 2019.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De fire marokkanske mænd, som er dømt som hovedmænd i drabet på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland i Marokko i december 2018, blev dømt til døden.

De har bedt om at få lov til at anke dommen, men Marokkos højeste retsinstans har nu afvist, skriver den norske avis Aftenbladet.

I alt er der dømt 24 mænd i sagen. De 20 andre er dømt fængsel på mellem fem år og 30 år for dobbeltdrabet.

Den 24-årige Louisa Vestager Jespersen og den 28-årige Maren Ueland var på vandretur i Atlasbjergene, da de blev overfaldet.

De blev dræbt med kniv og halshugget. Forbrydelsen blev optaget på video.

Skal betale erstatning

De første domme i sagen faldt i juli 2019. Det franske nyhedsbureau AFP skrev, at 21 af de 24 havde erkendt at være en del af islamisk Stat (IS).

En appelsag stadfæstede i oktober samme år dommene.

Aftenbladet har talt med Ragnar Falck Paulsen, der er bistandsadvokat for Maren Uelands pårørende, skriver nyhedsbureauet NTB.

Advokaten siger, at de drabsdømte også er dømt til at betale en erstatning på to millioner norske kroner til Uelands pårørende, men at det er tvivlsomt, om de kan betale.

Det er i øvrigt uklart, om de dødsdømte bliver henrettet.

Marokko har ganske vist dødsdomme i lovgivningen, men der er ikke eksekveret en dødsdom siden 1993.