Da oversvømmelserne ramte Tyskland, skyndte Bruno sig afsted for at hjælpe

Bruno Kalhøj lånte en minilæsser for at hjælpe, da Tyskland blev ramt af oversvømmelser.

2:00
Med sig fra Ejstrupholm havde Bruno Kalhøj en minilæsser, og i fem dage knoklede han løs i Tyskland. I søndags vendte han hjem igen - men oplevelsen præger ham stadig.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Den tidligere militærmand Bruno Kalhøj fra Ejstrupholm har oplevet lidt af hvert, men da han i sidste uge kørte til Tyskland for at hjælpe med oprydningsarbejdet efter de voldsomme oversvømmelser, som dele af landet blev ramt af, så gjorde det alligevel et stort indtryk.

Den normalt idylliske tyske bjergby Mayschoss var meget hårdt ramt, og han oplevede både dødsfald og voldsomme ødelæggelser.

- Der var kæmpe trærødder og mudder og sand over det hele. Det var store dele af byen, der bare var revet væk, fortæller Bruno Kalhøj om sin oplevelse og fortsætter:

- Folk har mistet stort set alt, hvad de havde.

Bruno Kalhøj havde lånt til minigraver, som han brugte til at rydde mudder væk.
Bruno Kalhøj havde lånt til minigraver, som han brugte til at rydde mudder væk.
Foto: Privat

Lånte en minilæsser

Bruno Kalhøj er tidligere officer i Flyvevåbnet og har før været udstationeret, men på trods af den erfaring, så tog det stadig hårdt på kroppen at hjælpe med oprydningen i fem dage.

- Kroppen siger en lille smule fra ved, at jeg er blevet lidt sommerforkølet. Stemmen lyder lidt anderledes, end den plejer at gøre, siger han med et smil.

Han havde lånt en minilæsser, som han brugte til at rydde jord og mudder væk. Bruno Kalhøj kunne komme til byen, fordi borgmesteren havde udstedt et brev til ham, og han følte selv, han gjorde en forskel, indtil det professionelle beredskab tog helt over.

- Fornemmelsen af at man virkelig gør noget for andre mennesker, det er bare rart, siger han og fortæller, at han ville gøre det igen.

Borgmesteren i byen Mayschoss gav Bruno Kalhøj lov til at komme ind med dette brev.
Borgmesteren i byen Mayschoss gav Bruno Kalhøj lov til at komme ind med dette brev.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST