Brudebuket og bordkort i Lego: Lillian og Jimmi brugte knap 10.000 klodser på deres bryllup

Lego fylder en hel del i Lillan og Jimmi Johansens liv. Derfor var det også helt naturligt, de blev gift blandt knap 10.000 klodser.

Brudeparret havde også fået lavet sig selv som legofigurer
Brudeparret havde også fået lavet sig selv som legofigurer
Foto: Privatfoto

Normalt er det friske blomster, ringe i ædelmetal og bordkort med sirlig håndskrift, når kærester siger ja til hinanden og bliver mand og kone.

Sådan var det langt fra, da 29-årige Lillian Korsgaard Johansen og 32-årige Jimmi Johansen sagde ja til hinanden og blev gift 7. maj i den japanske have i Hammerum.

Her var brudebuketten lavet af Lego. Bordkortene var små figurer i Lego af gæsterne selv. Bordpynten var bonsaitræer lavet i Lego, ja selv vielsesringene var med lego-tema.

- Det var fedt. Det var et godt bryllup, siger gommen, Jimmi Johansen.

- Jeg har en mand, der er lego-entusiast og jeg har også været det i mange år, så selvfølgelig skulle vi have Lego til vores bryllup, siger bruden, Lillian Korsgaard Johansen.

Der var omkring 50 gæster med til det noget usædvanlige bryllup.

- De var helt igennem imponerede, lyder det fra bruden.

Bruden byggede sin egen brudebuket

 I dag bor parret i Ejstrupholm sammen med deres søn på to et halvt år. Det var også da Jimmi Johansen var helt lille, han fik det første Lego.

- Den første julegave, jeg fik af min mor, var en spand med klodser, og så er det aldrig stoppet, siger Jimmi Johansen.

For otte år siden fandt Jimmi og Lillian sammen og Lillian er typen, der synes at Lego faktisk pynter i en stue.

- Alle plejer at sige, at jeg er meget heldig. Jeg har en partner, som gerne vil have mine store Starwars Lego stående fremme, siger gommen.

For et år siden begyndte forberedelserne til deres store dag. Jævnlig har parret været forbi Lego-House for at finde klodser til pynt, bordkort og brudebuket. En buket som bruden selv har bygget.

- Jeg har lånt lidt fra de forskellige botanik-sæt, som Lego har lavet, fortæller bruden.

- Og så er det jo et godt alternativ til friske blomster. Jeg er pollenallergiker, så det er godt med blomster, man ikke snøfter af, siger Lillian Korsgaard Johansen.

Parret har ikke helt oveblik over, hvor mange klodser de har brugt, men gætter på et sted mellem 8 og 10.000 klodser.

Prisen har de ikke overblik over. 

- Hvis det skulle have været min mands drømmebryllup, så skulle det have været holdt i Lego-House, men det var der ikke råd til, fortæller Lillian Korsgaard Johansen.

Nogle ting var dog som det plejer til sådan et bryllup. Gæsterne tog deres bordkort med hjem. 

- De var helt vilde med dem, siger bruden.