Bestseller klæder Danmarks OL-hold på

Bestseller skal for tredje gang levere OL-tøj til de danske atleter.

Når de danske atleter næste sommer går ind på Maracana Stadion til OL-åbningsceremonien i Rio de Janeiro i Brasilien, bliver det i tøj fra Bestseller, som leverer hele den danske OL-kollektion. Det skriver Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse.

Tøjkollektionen bliver udviklet i samarbejde med en række topatleter. Bestseller har netop fremlagt de første skitser for Louise Burgaard, Rene Holten Poulsen og Casper U. Mortensen.

I processen med udvikling af tøjet giver atleterne værdifulde input til designerne om, hvad funktionen af tøjet skal være, og hvilken stil atleterne ønsker at repræsentere under OL.

- I Bestseller er vi stolte over at levere den officielle olympiske kollektion til de danske atleter. Vores fokus er at levere den lækreste og mest ideelle kollektion til atleterne, så de føler sig stolte og godt tilpas og kan fokusere på at præstere optimalt, siger Jesper Stubkier, kommunikationsansvarlig i Bestseller.

Bestseller var også leverandør til de danske atleter til OL i Beijing i 2008 og London 2012. I DIF er der glæde over det fortsatte samarbejde.

- Vi er meget glade for, at Bestseller ønsker at gentage succesen og igen vil klæde Danmarks OL-atleter på. Vi ved, at virksomheden og designerne gør alt, hvad de kan for at skabe den bedste OL-tøjkollektion nogensinde i samarbejde med atleterne, siger leder af det danske OL-hold, chef de mission Morten Rodwitt fra DIF.

Det er Bestsellers brands Jack & Jones og VERO MODA, der designer og leverer tøjet. Tøjet skal bruges af mere end 100 atleter i alle sammenhænge under OL på nær selve konkurrencerne, hvor de har deres eget konkurrencetøj på.

OL i Rio de Janeiro i Brasilien er fra den 5.-21. august 2016.