Beboere i Troldhede og Bonnet chikaneres af nabo – nu sker det også i Nr. Snede

I Nr. Snede er en kvinde blevet truet på livet af sin nabo. Politiet bad hende finde et andet sted at sove.

Patricia Jepsen fra Nr. Snede er blevet truet på livet af sin nabo.
Patricia Jepsen fra Nr. Snede er blevet truet på livet af sin nabo.
Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

Her på TV MIDTVEST har vi flere gange fortalt om beboere i Troldhede og Bonnet, hvor vold, trusler og hærværk har været hverdag. Årsagen skyldes chikane fra en nabo, og nu oplever Patricia Jepsen fra Nr. Snede det samme fra sin nabo. 

- Det har været ubehageligt, og jeg har ikke følt mig tryg, og jeg føler heller ikke, at min datter kan være tryg, fortæller hun.

For snart to uger siden, den 21. december, blev hun truet på livet med en kniv af sin nabo.

- Han siger, at han vil slagte mig og mine hunde, næste gang han ser os, lyder det fra Patricia Jepsen.

Naboen har også tidligere truet hende med at dræbe hundene, og de to episoder har fået konsekvenser.

- Mine hunde bliver ikke lukket ud for at tisse mere. Jeg handler ikke uden at tjekke, om han er der, og min datter sover ikke ude længere.

1:58
Nabochikanen i Bonnet og Troldhede fortsætter, og nu har Dansk Folkeparti igen stillet spørgsmål til justitsministeren.

Savner hjælp fra politiet

Ved episoderne i Bonnet og Troldhede, hvor en beboere også har oplevet vold og trusler fra en nabo, har politiet ikke gjort andet end at anholde og løslade de chikanerende naboer efterfølgende. Det samme er tilfældet i Nr. Snede.

- Jeg er bange og vred over det.

- Deres hovedsagelige løsning på det var, at jeg skulle tage hjemmefra, og hvis jeg var så bange, skulle jeg finde et andet sted at sove.

TV MIDTVEST har torsdag været i kontakt med Midt- og Vestjyllands Politi, der ikke har ønsket at medvirke i interview om sagen. Politiet oplyser dog, at det er ganske normalt, at rådgivningen i sådan en situation kan bestå af forskellige elementer.