Bankrøveri i Brande: To gerningsmænd slap væk med ukendt udbytte

Gerningsmændene truede de ansatte, hvorefter de stak af.

Politi og teknikere undersøger banken efter røveriet. Foto: Mathias Øgendal / presse-fotos.dk

Den Jyske Sparekasse på Storegade i Brande har torsdag aften været udsat for røveri.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Røveriet skete, da banken lukkede. Her brød to gerningsmænd ind og truede personalet.

Herefter stak de af fra stedet. Det vides endnu ikke, hvor stort et udbytte de to bankrøvere fik med fra røveriet.

- Jeg kan ikke fortælle noget om signalementer af de to gerningsmænd, fordi vi gerne vil have borgerne i Brande til at ringe ind til os med den viden, de har, hvis de har set noget, fortæller vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi René Pagh til TV MIDTVEST.

Her siger den vagthavende, at det kan være viden om køretøjer eller personer op til, under eller efter selve røveriet.

Hvis borgere har viden, som kan være relevant for politiet, opfordres de til at ringe 114.

Midt- og Vestjyllands Politi giver ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, da opklaringen er overgået til Central Efterforskning.