Ankesag om drabene på Louisa og Maren begynder i dag

I juli blev tre mænd dømt til døden for drabene på en dansk og norsk kvinde i Marokko. Dommene blev anket.

Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast (tv.) blev 24 år. Hendes norske veninde Maren Ueland blev 28 år.
Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast (tv.) blev 24 år. Hendes norske veninde Maren Ueland blev 28 år.
Foto: Screendump / Privatfoto

Onsdag begynder ankesagen om drabene på danske Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast og norske Maren Ueland i Marokko.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ankesagen ved retten i Salé nær hovedstaden Rabat indledes seks uger efter, at tre mænd den 18. juli blev dømt til døden for drabene på de to skandinaviske kvinder.

De tre mænd - 25-årige Abdessamad Ejjoud, 27-årige Younes Ouaziyad og 33-årige Rachid Afatti - har alle tidligere erkendt, at de stod bag drabene. De har anket dommene, fordi de ønsker en mildere straf.

Det er ifølge AFP ventet, at det første retsmøde i ankesagen vil komme til at handle om den videre behandling af sagen.

Sagen betragtes som terror
    
I sagen er en anden mand idømt livsvarigt fængsel, mens 20 andre er idømt mellem 5 og 30 års fængsel for deres rolle i drabene.
    
24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige Maren Ueland blev dræbt i Atlasbjergene i december sidste år, da de var på vandretur i området.

De blev slået ihjel med kniv og halshugget. Det hele blev optaget på video af de tre Islamisk Stat-sympatisører.
    
Myndighederne i Marokko meddelte kort tid efter drabene, at man betragtede sagen som terror.

Dansk familie kræver erstatning

Efter at de dømte ankede, valgte Ueland-familien at anke erstatningsspørgsmålet.
    
Det skete ifølge bistandsadvokat Ragner Falck Paulsen, fordi familiens marokkanske bistandsadvokat på den måde får ret til at være til stede i retssalen. Familien vil dermed få lettere tilgang til viden om ankesagen.
    
Familien har tidligere sagt, at et eventuelt erstatningsbeløb vil gå til en fond, som oprettes i Maren Uelands navn.

Ved dommen i juli tilkendte retten den norske familie to millioner dirham - omkring 1,4 millioner kroner.
    
Den danske familie har i sagen krævet en erstatning på cirka syv millioner danske kroner fra den marokkanske stat for dens "moralske ansvar" i hændelsen.
    
Familiens advokat i Marokko, Khalid Elfatatoui, oplyste i juli til Ritzau, at dette spørgsmål dog er henvist til en administrativ domstol og først afgøres, når ankesagen er afsluttet.
    
/ritzau/