61-årig mand omkommet - brændte inde i sit hus

Branden, der har kostet en 61-årig mand livet, er under kontrol.

mathias_oegendal.jpg
Foto: Mathias Øgendal / presse-fotos.dk

Fredag aften klokken 20:34 modtog Brand og Redning MidtVest en anmeldelse om brand i et rækkehus i Ejstrupholm nær Nørre Snede.

Da de ankommer til stedet, finder de en mand, der er brændt inden i huset.

Manden, der har mistet livet, er den 61-årige beboer i rækkehuset. 

Mandens pårørende er blevet underrettet om hændelsen. Det fortæller Jens Claumarch, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til TV MIDTVEST fredag aften.

Det vides endnu ikke, hvad der har startet branden. Det skal brandtekniske undersøgelser kaste lys over den kommende uge.

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser dog, at der ikke er tegn på indbrud eller andre former for kriminalitet i forbindelse med branden.

Det var naboer, der anmeldte branden, da de så røg komme fra huset. Da brandvæsenet ankom til stedet fik de hurtigt branden under kontrol, men mandens liv stod ikke til at rede.