53-årig mand omkommet i solouheld: Tesla eksploderede

En mand fra Ikast-Brande er tirsdag aften død, efter han kørte galt i sin elbil, som eksploderede og brød i brand.

En Tesla udbrændte totalt tirsdag aften efter en trafikulykke, hvor en mand kørte ind i et vejtræ.
En Tesla udbrændte totalt tirsdag aften efter en trafikulykke, hvor en mand kørte ind i et vejtræ.
Foto: Øxenholt foto

Tirsdag aften døde en 53-årig mand fra Ikast-Brande-området i en færdselsulykke på Ågårdsvej ved Brande. Det skete kort efter klokken 21:00, da han kom kørende alene i sin elbil af mærket Tesla i og mistede herredømmet over bilen.

- Bag ham kørte hans fætter, som har fortalt os, at bilen pludselig begyndte at slingre, hvorefter den rammer et træ i siden af vejen, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.

Den 53-årige og hans fætter havde forinden været samlet på den samme adresse og var kørt efter hinanden derfra.

- Sammenstødet med træet gjorde, at elbilen nærmest eksploderede, og der opstod en kraftig brand, siger vagtchefen.

Politiet ved endnu ikke, hvad den 53-årige døde af. Derfor skal der nu foretages et såkaldt retslægeligt ligsyn, der kan være med til at klarlægge detaljerne.

- Så kan vi finde ud af, om han er død i branden eller i sammenstødet. Eller om han var i problemer, allerede før ulykken skete, siger Jens Claumarch.