39-årig sparkede betjente i hovedet – måtte bruge peberspray på motorvejen

En anholdelse på Udrejsecenter Kærshovedgård endte med vold og trusler mod politiet.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Onsdag klokken 17.45 blev politiet kaldt ud til Udrejsecenter Kærshovedgård, da en 39-årig mand var udadreagerende under spisningen og udøvede hærværk mod et bord.

Da politiet nåede frem og skulle anholde manden, eskalerede situationen, og manden sparkede ud efter betjentene. Begge betjente blev ramt i hovedet.

- Gik amok på motorvejen

Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning fortæller, at det går galt igen under transporten til arresten i Holstebro. 

- Under kørslen går han amok i patruljevognen på motorvejen, og det ender med, at betjentene må bruge peberspray, fortæller Bent Smedegaard.

Den anholdte truede også med at ville slå betjentene ihjel. Bent Smedegaard fortæller, at manden var påvirket af alkohol.

Den 39-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dag i Retten i Herning kl. 12.30.

Han er sigtet for to tilfælde af vold og trusler mod politiet.