150 liter klam overraskelse i grøftekanten: - Det ligner og lugter som menneskeafføring

Usædvanlig og ulækker opgave ventede på redningsmandskab i en grøftekant ved Sdr. Ommevej vest for Brande.

Der kan være både livreddende og vigtige opgaver, der får pulsen til at stige for landsdelens redningsmandskab, når alarmen går. 

Men der kan også være opgaver, som man bare har lyst til at løbe skrigende væk fra. En af dem fik indsatsleder Henrik Dam Sørensen fra Brand & Redning Midtvest mandag formiddag klokken 11:09. 

En udsædvanlig indsatsleder-udrykning lydende på "flere hundrede liter menneskelort" dumpet og efterladt i en vejkant tikkede ind i alarmsystemet. 

- Lige det her, det har jeg ikke prøvet før, siger Henrik Dam Sørensen om synet og stanken, der mødte ham, da han kom frem til stedet nær en lille rasteholdeplads på Sdr Ommevej sydvest for ved Brande. 

- Det ser ud som om, et køretøj bare lige har holdt ind til siden og tømt tanken. Jeg ved ikke, om det kan være en bus eller en autocamper. Nu ligger det i grøften. Der er ikke meget væske i det, så det ser ikke ud til, at det er noget, der er blevet efterladt lige i dag, siger indsatlederen. 

Ifølge Naturstyrelsen er det lovligt for mennesker at lave stort i naturen, så længe man gør det, hvor det ikke generer andre og gaver efterladenskaberne ned bagefter. Det er ikke tilfældet her i grøften.
Ifølge Naturstyrelsen er det lovligt for mennesker at lave stort i naturen, så længe man gør det, hvor det ikke generer andre og gaver efterladenskaberne ned bagefter. Det er ikke tilfældet her i grøften.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Klam opgave lander på kommunale hænder

Han vurderer, at der ligger et sted i nærheden af 150 liter afføring i en "indtørret klat" i grøften. Om det er afføring fra mennesker, kan indsatslederen ikke sige med sikkerhed. 

- Det kunne sagtens se sådan ud. Jeg vil sige, at det ligner og lugter i hvert fald som noget menneskeafføring, siger Henrik Dam Sørensen. 

Skulle afføringen stamme fra en autocamper eller en bus, er det ikke tilladt at tømme sådan et toilet i naturen. En del autocampere og busser har kemiske toiletter, hvori kemiske tilsætningsstoffer bruges til at nedbryde afføringen inde i toilettet. Den slags toiletter må alene tømmes i tanke og på steder, der er beregnet til det.  

Ifølge Miljøstyrelsens spildevandsbekendtgørelse skal fæces fra mennesker ses som "sort spildevand, der bortskaffes ved tilførsel til renseanlæg, herunder samletank, nedsivningsanlæg, minirenseanlæg mv."

Men uanset om der er tale om ulovligt tømt afføring fra mennesker, der ligger i grøften ved Sdr Ommevej, bliver det ikke Henrik Dam Sørensen og kollegaerne fra Brand & Redning Midtvest, der skal tage sig af det.

Den havner ved en uheldig vejmand hos Ikast-Brande Kommune. 

- Det er ikke en del af vores arbejdsopgaver. Det er en kommunal opgave, så vi har ringet til kommunen. Det er en kommunal vej, siger indsatslederen.  

Toilettet eller tanken, der tilsyneladende indeholdt en hel del afføring fra mennesker, er fundet tømt her i grøften ved en lille rasteplads på Sdr. Ommevej. 

Autocamperformand: det kan ikke være os

Jørn Skou fra Lemvig er formand for Danmarks Frie Autocampere. Han tror ikke, afføringen kommer fra en autocamper.

- Vi kan slet ikke have så meget. Vores toiletkassetter er kun på 10-20 liter. Der er heller ikke tegn på toiletpapir. Det ville der også have været, hvis det var fra en autocamper, siger han.


Læs flere artikler fra Ikast-Brande eller i kategorien Natur.