11-årige krænket under lodseddelsalg

To 11-årige piger fra Brande fik sig noget af en forskrækkelse mandag, da de solgte lodsedler. En mand åbnede sin dør kun iført en åben badekåbe.

Ny politibil, udrykning150713.jpg

To 11-årige piger fra Brande blev mandag krænket af en 50-årig mand, da de solgte lodsedler. Det oplyser politikommissær Henning Præstegaard fra Lokalpolitiet i Herning.

Manden henvendte sig foran Fakta, hvor pigerne solgte lodsedler, og bad dem komme hjem til ham senere med lodsedlerne, da han ikke havde penge på sig.

- Da pigerne ankom til mandens bopæl, lukkede han døren op kun iført en åben morgenkåbe, fortæller Henning Præstegaard.

Pigerne løb skrigende fra stedet hjem til deres forældre, der sidst på eftermiddagen mandag kontaktede politiet.

- Efter at have afhørt de to piger kørte en patrulje ud og anholdte manden, der har overnattet i arresten, siger Henning Præstegaard.

Ifølge Henning Præstegaard virker det mistænkeligt, hvis manden uden krænkende intentioner har været så letpåklædt kort tid efter, at han har inviteret pigerne hjem. Nu er anklagemyndigheden ved at finde ud af, om manden skal sigtes for blufærdighedskrænkelse.

Tirsdag blev manden sigtet for blufærdighedskrænkelse og efterfølgende løsladt.