Hypnotisøren fra Skive

Hypnoseshow: Er det skuespil?

Liveshowet med Hypnotisøren er blevet taget rigtig godt imod. Men to spørgsmål presser sig på: "Er det skuespil?" og "er det okkulte farligt?"

kela_taler_i_sko.jpg

- Tak for en helt igennem fantastisk aften med hypnose. Længe siden vi har grinet så meget, skriver Mari-Anne på Facebook. Og sådan lyder de fleste kommentarer efter showet. Men der er også  nogle der stiller spørgsmålstegn ved om det er ægte eller skuespil:

- Kan ikke rigtig finde ud af om Kevin virkelig var under hypnose, eller om det kun var skuespil, skriver Rosa Nielsen og hentyder højst sandsynligt til de mange gange aftenens vært, Kevin Kjær Lauridsen, greb sin venstre sko og begyndte at snakke i "telefon" med sin mor, når han hørte en bestemt ringetone.

Hypnotisøren, Lasse Kvist, havde nemlig hypnotiseret værten til at gøre lige netop det. Han lagde hypnosen ind under prøverne først på eftermiddagen, og han forspildte ikke chancen for at misbruge det. Selv siger Kevin Kjær Lauridsen:

- Jeg hev mig faktisk ud af hypnosen et par gange efter den var blevet lagt ind. Men lige så snart jeg lod til, at hive mig selv ud, lagde Lasse hypnosen ind igen og forstærkede den.

Ifølge Lasse Kvist kan man ikke hypnotiseres til at gøre noget, man ikke kunne finde på at gøre i festligt lag og godt selskab. 

- Jeg tror der er to ting der gjorde, at det havde den store effekt på mig, når jeg hørte ringetonen. Dels ville jeg gerne have, at aftenen blev en succes, så jeg tror at mine grænser havde flyttet sig en lille smule i forhold til normalt. Og dels blev det mere og mere naturligt jo flere gange, jeg gjorde det. Det var ikke skuespil, selvom jeg var helt bevidst om, at jeg snakkede i en sko, siger Kevin Kjær Lauridsen.

Lasse Kvist erkender at hypnose kan ligne skuespil.

- Hypnose som ved liveshowet er et spørgsmål om at kunne sætte sig ind i en fantasiverden. Det er hypnotisøren, der sætter scenen og så handler deltagerne ubevidst udfra den fantasiverden. Så i nogle tilfælde, hvor deltagerne ikke har stået i en bestemt situation før, er de nødt til at agere udfra deres forestilling. Og så kan det virke som skuespil. Men det er tydeligt at se, hvornår det er skuespil og hvornår det er hypnose, siger hypnotisøren.

Farlig leg med det okkulte

Et andet omdrejningspunkt er den okkulte oplevelse publikum og seerne fik under liveshowet. Der er kommet nogle kommentarer om, at man ikke skal spøge med det okkulte. Og det er Lasse Kvist fuldstændig enig i:

- Formålet med den okkulte del var, at vise hvor overbevisende en illusion, man kan skabe. Jeg har ingen spirituelle kræfter, men jeg kan få det til at se sådan ud. Jeg er ikke arrogant nok til, at sige, at der ikke findes nogle med spirituelle kræfter, men jeg er arrogant nok til, at sige, at der findes nogle derude, der gør ligesom jeg gjorde for at snyde andre og slå plat på det.

Hypnotisøren fra Skive håber at den okkulte demonstration har gjort seerne mere kritiske, når de fremadrettet støder på okkulte oplevelser.

Du kan se hele liveshowet her:

1:30:01
Kom med til dyrevæddeløb på giraffer, næsehorn, enhjørninger og flere andre spændende dyr. Se en af deltagerne ryge ud i "Hvem vil være millionær?" på spørgsmålet: "Hvad er dit navn?"