VM i håndbold: TTH-fløj slutter sig til landsholdet mandag

Magnus Bramming er udset til at erstatte Emil Jakobsen, der fortsat er isoleret efter sin positive coronatest.

Når Magnus Bramming mandag kommer til Egypten, skal han isoleres, indtil han har fået negative testsvar.
Når Magnus Bramming mandag kommer til Egypten, skal han isoleres, indtil han har fået negative testsvar.
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Fløjspilleren Magnus Bramming flyver mandag til Kairo, hvor det er planen, at han skal tilslutte sig den danske trup ved VM i håndbold.

Bramming er udset til at erstatte Emil Jakobsen, som blev konstateret positiv i en coronatest i fredags og ikke har været i stand til at levere en negativ test siden.

Magnus Bramming, der til daglig spiller for TTH Holstebro, er blevet testet inden afrejsen fra Danmark, men skal igennem endnu en test, når han ankommer til Egypten.

- Herefter isoleres han, indtil svaret af coronatesten er fastlagt. Hvis testen er negativ, kan Magnus Bramming tilstøde den danske VM-trup, skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.

Anden slutrunde

Den nye mand i Kairo står dermed foran sin anden slutrunde i træk med det danske landshold. Han var også en del af holdet ved EM i Sverige sidste år.

Emil Jakobsen opholder sig fortsat i isolation på et andet hotel end resten af holdet.

I den danske lejr har man dog udtrykt tvivl om, at han reelt er smittet med virus.

GOG-spilleren var coronasyg i november, og teorien er, at det er "rester" fra dengang, der fortsat giver udslag i testen.