Ville fejre fødselsdag med bytur: Endte med at blive anholdt

En ung mand fejrede natten mellem fredag og lørdag sin 23-årige fødselsdag med en bytur i Holstebro. Festen endte hos politiet.

Fejringen af en 23 års fødselsdag endte med anholdelse.
Fejringen af en 23 års fødselsdag endte med anholdelse.
Foto: Knud Erik Christensen, Colourbox

Fredag aften havde en ung mand fra Holstebro valgt at fejre sin fødselsdag med en bytur. Men natten fik dog ikke en festlig afslutning. Klokken 4.45 blev politiet nemlig kaldt til et slagsmål på en bar i Østergade i Holstebro.

Fødselaren var endt i diskussion med en 27-årig mand. Diskussionen udviklede sig så voldsomt, at fødselaren endte med at slå den 27-årige ned. Herefter blev også en 20-årig mand involveret, da han forsatte med at slå på den 27-årige, der lå på jorden.

De to voldsmænd anholdt

Vagtchef Andreas Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at både den 20-årige og fødselaren blev anholdt og taget med i detentionen. Efter en afhøring lørdag formiddag blev de dog begge løsladt igen.

Ifølge Andreas Olesen slap den 27-årige mand med en flænge under læben og sår, mærker og buler i ansigtet.