Vil du spille, male eller dyrke sport? Det vrimler med sommercamps i alle afskygninger

Her i den første uge af skolernes sommerferie er der rig mulighed for at komme på sommercamp.

2:37
På spiludviklercampen i Skive er børnene glade for at bruge en uge på det, de elsker allermest.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Der er camps her, der og alle vegne, og emnerne spænder vidt.

I sommerferien vælger mange børn og unge at bruge en eller flere uger på at dykke dybere ned i et emne eller måske en sportsgren, der interesserer dem. Selv om coronakrisen har været med til at aflyse flere camps rundt omkring, så er der stadig masser tilbage fordelt ud over hele Midt- og Vestjylland.

Her kan du få en lyntur rundt til tre forskellige midt- og vestjyske sommercamps.

Spiludviklingscamp i Skive

Hvis computerspil og programmering lige er sagen, så kan man komme på spiludviklingscamp i Skive. Campen er åben for folkeskoleelever fra 3. til 7. klasse, som kommer for at lære at kode.

- Det er ikke så tit, man får lov til at lege med programmering. Det er ikke noget, du bliver undervist i i folkeskolen. Så jeg synes, det er vigtigt at få prøvet af, og det kan man på en sommercamp, siger Fillip Grønkjær Jensen, som er en af underviserne på campen. Til daglig er han datamatikerstuderende i Skive.

Programmeringen bliver taget ned på et niveau, hvor børnene kan følge med, men det kræver stadig en vis portion nørdethed.

- Det er en slags nørdesprog, forklarer 10-årige Benjamin Yssing fra Hem, som er blandt deltagerne på campen.

- Jeg vil gerne prøve at lave mine egne spil, og det kan man her.

Hvordan er det?

- Det er rigtig cool. Der er nogle undervisere, som kan hjælpe, hvis jeg altså har brug for hjælp. Og når min mor kommer for at hente mig, så siger jeg tit, at hun skal gå, for jeg skal lige være færdig med det, jeg er i gang med. Hun bliver sur hver gang, men når det handler om computere, så vil jeg gerne være her hele dagen, lyder det fra den engagerede camper.

Idrætscamp i Silkeborg

Selv om den hedder Camp 27, så ligger gennemsnitsalderen væsentligt lavere. På denne idrætslejr i Silkeborg er der plads til alle sportsglade børn fra 0. til 6. klasse.

- Campen er lavet med udgangspunkt i, at alle skal have det sjovt, og det forsøger vi at imødekomme. Alle udfordringer kan gradueres, så alle børnene lykkes altid her. Du kan kun vinde, siger Jørn Hugin Kristensen, der er en af instruktørerne på campen.

Campen byder på blandt andet på Danmarks længste forhindringsbane, en wipeout-station, et klatretårn og forskellige lege på boldbanerne for de 101 deltagere.

- Jeg har været her før, og jeg synes, det er sjovt, og man får mange nye venner, og man lærer ret meget, siger Esther Marie Dalsgaard Risum fra Resenbro.

På idrætscampen i Silkeborg er der et utal af måder, man kan bruge kroppen på.
På idrætscampen i Silkeborg er der et utal af måder, man kan bruge kroppen på.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Kunstnercamp i Holstebro

I Holstebro arbejder 60 unge aspirerende kunstnere med ting som collager, tryk, tegneteknik og syning. 

- Der har været en hel masse sjove ting at lave, og man kan få lov til lige det, man har lyst til, fortæller Lauge Moeskjær Møller, der snart fylder ti år.

I dag er han i gang med at presse blade for at få farverne ud på papir og stof.

- Det sjoveste har nok været at sy, for der kunne man få lov til at lave sit eget net, siger han.

På kunstcampen kan børnene få lov til at udtrykke sig kreativt, og jo mere man tænker udenfor boksen, jo bedre

- Jeg er blevet overrasket over børnenes intuitive tilgang til kunst. De har en mere uspoleret måde at gå til kunsten på, og det er super fedt at arbejde med, siger Adam Borchorst Faurschou, som underviser på kunstnercampen. Han kommer selv fra Holstebro, men studerer nu modedesign i London.

Der er gang i malerierne på kunstnercamp i Holstebro.
Der er gang i malerierne på kunstnercamp i Holstebro.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST