Vil droppe alle byens skoler

Politikerne vil droppe de fem byskoler i Holstebro og i stedet lave tre "profilskoler" med fokus på henholdsvis sport, videnskab og kultur.

Skoleskema_0_0.jpg

Tre skoler skal lægges sammen til én, og to andre skal have hver deres nye faglig profil. Sådan lyder visionerne fra politikerne i Holstebro.

En skole med fokus på sport, en med kultur i højsædet og endelig en med videnskab som faglig retning. Det forslag bliver i morgen vedtaget i byrådet, og ændringerne kommer til at træde i kraft allerede fra skoleindskrivningerne for 2016-2017.

- Vi lægger op til tre folkeskoler i Holstebro Midtby, og som et ekstra krydderi får hver enkelt skole sin egen profil. Det er tanken, at hver skole har ét spor med en eliteklasse, som drypper af på de andre, fortæller formand for børne- og ungeudvalget Torben Gudiksen (R).

Formand for Vestjysk Lærerforening Torben Voss ser umiddelbart udspillet som en god idé. Men han har dog et enkelt forbehold.

- Det må ikke ske, at nogen bliver tilgodeset mere end de andre, så det her bliver på bekostning af den almindelige folkeskole, siger han.

Den nye struktur vil ifølge politikerne give eleverne de bedste forudsætninger. Forslaget skal til afstemning i byrådet i Holstebro i morgen og derefter sendes i høring frem til september.

2:20
I Holstebro skal fem byskoler slåes sammen til tre såkaldte profilskoler. Sådan lyder et nyt forslag fra politikerne.