Vestjyske Bodil er kongerigets ældste 1800-talsdanser

Først corsage, så skørt med wirer, der bruser ud fra kroppen, ovenpå en todelt grå silkekjole med håndplisserede bånd i orange.

Parykken er mørkebrun med cremefarvede blomster og bånd, der matcher dem på kjolen.

Hvide handsker fuldender udtrykket. Bodil Bjergved fra Holstebro er som trukket ud af en historiebog.

- Vi er ikke klædt ud. Vi er klædt på til en given lejlighed. Det er ikke fastelavn, forklarer hun med et smil.

Den næsten 80-årige kvinde står i en festsal i København og holder sin dansepartner Bo i hånden. Tæppet bliver trukket til side ved det årlige ”hofbal”, og 16 par træder an til Kønigs-polonæse. Pompøst og med rank holdning træder de dansen fra 1800-tallet og hilser ærbødigt på hinanden i rækkerne.

Langt fra Holstebro

I næsten 20 år har Bodil Bjergved fra Holstebro dyrket sin passion for historisk dans fra 1800-tallet. Hun er den eneste i provinsen, der gør det, så hver anden torsdag pakker hun tasken og tager til undervisning i København.

- Mange af dem, jeg kender i Holstebro, mener jo ikke, jeg er rigtig klog at bruge så meget tid og penge på at rejse til København. Men det giver mig livsglæde og energi, og det betyder meget for mit velbefindende, at jeg beskæftiger mig med noget, der er sjovt og spændende, forklarer Bodil Bjergved.

Hun har altid holdt af at flytte sine fødder til musik.

- Det startede allerede som barn. Dengang gik jeg til ballet og meget af det, man danser, når det er klassisk dans, det har jo et historisk ophav i balletten, forklarer Bodil Bjergved.

Hun har i mange år undervist i bevægelseslære på pædagogseminariet i Holstebro, og de historiske danse kom for alvor ind i hendes liv efter et ophold på Snoghøj Højskole, hvor hun blev introduceret til polonæse, mazurka, vals, polka, kvadrille og lancier. Her blev Bo og Bodil enige om, at de ville være dansepar.

Holde dansekultur i hævd

Der er en stor aldersforskel på Bo og Bodil, men det tænker de ikke over, når de danser.

- Bo er på alder med min ældste datter på 56, og jeg er næsten 80 år. Det eneste jeg har sagt til Bo er, at han lige skal prøve at kalde mig mor, så svinger jeg koteletten, og så får han en på goddagen. Det gider jeg ikke, ler Bodil.

Hun synes, det er vigtigt at holde den gamle dansekultur ved lige.

- Det er lidt trist, når unge mennesker danser i dag. De står og fægter med arme og ben og hopper lidt uden facon eller mål med det, de gør. Nogle gange er det givtigt at sætte dansen ind i en ramme og på den måde vedligeholde kunsten.

I 1800-tallet var baller med klassiske danse datidens ægteskabsmarked. Det var de unge, der dansede, og deres forældre var med som anstandspersoner. Man kunne ikke danse med den samme mere end to gange på en aften, så var man som regel lovet væk.

- Så vi forsøger at opføre os som 16-17 årige, selvom en fejende vals godt kan give sved på panden.

Dansemanden i hendes liv

I Bodil Bjergveds garderobe hænger festkjoler, der dækker næsten et helt århundredes mode fra krinoline til tournure. Alle er syet af Bo.

- Kjolerne er så smukke. Det er virkelig luksus, at Bo har villet bruge så mange timer ved symaskinen og med nål og tråd for at sy historiske kjoler til mig. Jeg ville have 10 tommelfingre, hvis jeg skulle i gang med sådan et projekt, siger Bodil Bjergved.

Indtil for nylig jokede Bodil med, at hun havde to mænd i sit liv, ægtemanden Bjarne hjemme i Holstebro og dansemanden Bo i København, men nu er der kun én tilbage. 

Den 7. februar mistede hun pludseligt sin ægtefælle. Da hun kom hjem, fandt hun ham liggende død på gulvet ramt af hjertestop.

- Det er en stor sorg, men jeg kender Bjarne så godt og ved, at han ville blive sur på mig, hvis jeg sad og pillede mig selv i navlen og havde ondt af mig selv. Så jeg fortsætter med at tage til København og danse med Bo. Det får mig til at føle, at livet går videre, og det er dejligt. Jeg er gudskelov så nysgerrig, at jeg synes, der er rigtigt meget, jeg skal nå at opleve endnu.