Vestjysk mor udgiver bog: Det er en kærlighedsgave til mine børn

Først var det ment som en gave til hendes børn, men Karen Fogh Andersson endte med at lave sit projekt til en ny børnebog.

En af historierne og den tilhørende sang, handler om at være lille udenpå, men indeni er barnet magisk og kæmpestort.
En af historierne og den tilhørende sang, handler om at være lille udenpå, men indeni er barnet magisk og kæmpestort.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Nærvær, masser af kærlighed, selvværd og ro til at mærke sig selv.

Det er budskabet i en ny børnebog skrevet af en vestjysk mor. Hun hedder Karen Fogh Andersson og bor i Hvam Mejeriby ved Holstebro sammen med sin kæreste og børnene Lili på fire år og Louie på to år.

I et år har hun arbejdet med sit projekt, som hun kalder en kærlighedsgave til sine egne børn.

Ret hurtigt fandt hun ud af, at materialet også skulle ud til flere, og det er nu blevet til en hel pakke, nemlig bogen ”Til det dejligste barn i verden” med fire fortællinger og fire sange, som hun selv har komponeret, skrevet teksterne til og indspillet i et studie i Århus samt fire guidede meditationer ligeledes til børn.

- Det har været dejligt, men samtidigt også grænseoverskridende at gå i gang og tro på, at jeg kunne.  Jeg er jo bare en mor og der er mange, der kan sådan noget bedre end mig , så jeg har virkelig  prøvet at holde mit fokus på, at det her handler om den største gave, jeg først og fremmest kan give til mine egne børn, fortæller hun.

Lille udenpå, men magisk indeni

En af historierne og den tilhørende sang, handler om at være lille udenpå, men indeni er barnet magisk og kæmpestort.

- Med ordene fortæller vi børnene, at vi godt ved, at det store og magiske bor inden i dem, og nu skal de bare gå ud i verden og være med det, forklarer Karen Fogh Andersson.

Hun er uddannet terapeut og coach og derfor er det meste lavet med en terapeutisk indgangsvinkel. For eksempel historien om den ensomme dreng, der føler, han ingen venner har. Så møder han sin døde farmor, der giver ham en særlig gave, en vende-tanker-maskine.

- Egentligt er den her maskine ren kognitiv terapi, fordi det handler om at putte triste tanker ind i den. Maskinen vender dem om, og de kommer ud på en ny måde og giver noget positivt i stedet for, forklarer Karen Fogh Andersson.

Sangene er med til at understøtte en kærlige relation mellem børn og forældre, og genremæssigt spænder de vidt fra den blide godnatsang til hjertedans og stærke helterytmer.

Vestjyden har valgt selv at finansiere og udgive bogen, hvis første oplag er på 2000 eksemplarer.

5:28