Vestjysk dykker har fundet 300 år gamle skibsvrag: - Det er en verdenssensation

Et hold af eksperter fra vestjysk dykkerfirma og museum i Thyborøn har fundet tre helt usædvanlige skibsvrag. Skibene menes at være over 300 år gamle og står så godt som urørte på bunden af havet.

Undervandskameraer har kunnet tage billeder af vragene, som er sammensat til en 3D-animation.

- Det er en verdenssensation. Jeg har aldrig set noget lignende. 

Sådan siger Gert Normann Andersen selv om det fund, som han og resten af en dansk ekspedition for nyligt fandt i Østersøen. 

Fundene er helt enestående, mener Gert Normann Andersen, som er direktør for Sea War Museum Jutland i Thyborøn og grundlægger af dykkerfirmaet JD-Contractor A/S i Holstebro. 

'Spøgelsesskibe' står som forladt for 300 år siden

Gert Normann Andersen var med på en ekspedition med eksperter fra Sea War Museum Jutland og Nationalmuseet til Østersøen, hvor formålet var at undersøge, hvorfor materiale på vrag forvinder. 

Da gasrørledninger i Østersøen var under planlægning, opdagede man under forundersøgelser af forholdene på havbunden objekter, der hvor vragene er fundet, fortæller Gert Normann Andersen. Objekterne lå dog for langt fra området, hvor gasrørledningerne lægger og er derfor ikke blevet undersøgt. 

Før nu. 

Maleriet er af skibet Stettiner Galease, som er en lignende skibstype som det, der er fundet på Østersøens bund. Maleriet er malet i 1805 af den nordjyske kontorist Niels Truslew.
Maleriet er af skibet Stettiner Galease, som er en lignende skibstype som det, der er fundet på Østersøens bund. Maleriet er malet i 1805 af den nordjyske kontorist Niels Truslew.

- Vi vidste, at der lå noget her, som potentielt kunne være spændende, men jeg blev noget forbavset over, at vragene var så velbevarede, at vi kan se øltønder og kanoner på dækket, og stort set hele skibet er bevaret, fortæller Gert Normann Andersen. 

Skibene står ovenpå havbunden i totalt mørke på cirka 150 meters dybde og udenfor moderne fiskeskibes rækkevidde. 

Grunden til, at vragene i Østersøen er så velbevarede er, at bundmiljøet er iltfattigt, og hverken pæleorm eller andre træborende dyr kan leve i det ferske vand på helt store dybde. Af samme årsag er der heller ikke industrielt fiskeri i området, der ellers ville ødelægge vrag på bunden.

Og derfor står den vestjyske ekspertgruppe nu med et helt unik billede af fortiden. 

- Det er faktisk helt vildt, jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har arbejdet med det her siden 1965 set enormt mange vrag. Men hverken på fjernsyn eller i virkeligheden har jeg set et lignende fund før, siger Gert Normann Andersen. 

En robot med undervandskamera har filmet ét af de tre skibe, som stadig står på bunden af Østersøen.

3D billeder afslører detaljer om vrag

27 eksperter var i oktober afsted på en uges ekspedition med afgang fra Västervik i Sverige.

Men først nu ekspeditionens fund blevet offentliggjort. 

Det er nemlig først nu, det er muligt at vise billeder af vragene frem. 

Ved hjælp af robotter kunne eksperterne tage tusindvis af billeder fra alle vinkler af de tre skibsvrag og de enorme mængder data er nu sat sammen til en 3D-animation, som du kan se her: 

0:27

Billederne viser blandt andet, at der har stået øltønder på dækket, og at skibet var et fragtskib. 

Det er dog ikke til at sige, hvad skibet har været ladet med, fordi lasten stadig er lukket til. 

Ekspertgruppen har taget prøver af træmaterialet på vraget, og bjærget et skibsknæ, som lå løst på havbunden, men udover det, skal vragene forblive urørt, fortæller Gert Normann Andersen. 

- Man lader det hele stå - vi vil ikke engang ned at kigge i lasten, for så skal vi rive en luge af, og det vil vi ikke. Så flot et vrag skal have lov til at stå. men vi kan gennem billederne og ved hjælp af historiskes arkiver måske finde ud af, præcis hvilket skib, der er tale om, hvad det har været ladet med, og hvorfor det gik ned, fortæller Gert Normann Andersen. 

David Gregory og Anne Marie Eriksen fra ekspeditionen er ved skibsknæet i vådt tøj og plastik.
David Gregory og Anne Marie Eriksen fra ekspeditionen er ved skibsknæet i vådt tøj og plastik.
Foto: Sea War Museum Jutland og JD-Contractor A/S

Billederne er så detaljerede, at man får fornemmelsen af, at kunne gå rundt på et skib, der sank for flere hundrede år siden. Derfor skal billederne også på museum i Thyborøn, fortæller museumsdirektøren. 

- Vi regner med at lave en 3D-verden på museet i Thyborøn, hvor det bliver muligt, at "gå rundt" på et skibsvrag, fortæller Gert Normann Andersen. 

Ingen overlevede fragtskibets forlis 

I alt er fundet tre vrag af skibe, som formentlig er fra 1600- eller 1700-tallet, fortæller Gern Normann Andersen. 

To af dem er med stor sikkerhed fragtfartøjer fra Holland, mens det tredje og største formodes at være et skandinavisk fartøj.

Lige nu arbejder forskere på at undersøge, hvordan og hvornår skibet er forlist - og hvorfor det er så velbevaret. 

Men én ting mener Gert Normann Andersen er sikkert. 

- Der har ikke været nogen, som har overlevet, da skibet for 300 år siden sank. Skibsbådende, som har været en form for redningsbåde, står stadig på dækket. De har slet ikke været i brug, og derfor tyder det på, at skibet er forlist meget hurtigt, og ingen er blevet reddet, siger han. 

Gert Normann Andersen fra dykkerfirmaet JD-Contractor A/S i Holstebro, er leder af ekspeditionen i Østersøen.
Gert Normann Andersen fra dykkerfirmaet JD-Contractor A/S i Holstebro, er leder af ekspeditionen i Østersøen.
Foto: Sea War Museum Jutland og JD-Contractor A/S

Desuden viser billeder, at et af skibene havde små kanoner klar, på trods af, at det ikke er et krigsskib, men et fragtskib. 

- Vi tror på, at skibet har fragtet ting i Østersøen, men har formeligt sejlet her i tiden omkring Englandskrigene. Det kan have været en farlig tid at sejle i området, og det kan være derfor, der er kanoner på skibet også, fortæller Gert Normann Andersen. 

Selvom billederne er gode, er der dog stadig mange ubesvarede spørgsmål, som eksperterne først lige er begyndt at undersøge. 

Indtil videre er billederne fra ét af de tre vrag klar.