Venstrefolk vil have regeringen til at droppe elmaster

175 kilometer jyske luftledninger skal graves ned. Pengene kan hentes fra elafgift, mener Venstre-politikere.

Projektet vil indebære 500 elmaster på 35 meters højde gennem Vest- og Sønderjylland.
Projektet vil indebære 500 elmaster på 35 meters højde gennem Vest- og Sønderjylland.
Foto: Ritzau Scanpix / Mads Jensen

De planlagte højspændingsledninger fra Holstebro til den tyske grænse skal graves ned. Sådan lyder kravet fra et voksende antal Venstre-folk.

Pengene kan findes ved at sænke elafgiften mindre, end regeringen lægger op til i det nylige energiudspil. Det foreslår både folketingsmedlemmer og borgmestre i det berørte område.

Merudgiften ved at lægge kablerne i jorden anslås af det statslige selskab Energinet til mellem 3,4 og 7,6 milliarder kroner.

Kravet om nedgravning kommer fra blandt andre to tidligere Venstre-ministre, Hans Christian Schmidt og Carl Holst.

Holst har flere forslag til finansiering.

- I stedet for at sænke elafgiften med 25 øre, som der lægges op til i regeringens energiudspil, kan man måske enes om kun at sænke den 23 eller 24 øre, siger han.

Man kan også vælge at forlænge afskrivningsperioden for projektet. Men det er op til forligspartierne, siger Carl Holst.

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har hidtil afvist at ændre projektet, som er en del af forliget fra 2016 om at afskaffe PSO-afgiften. Det vil indebære 500 elmaster på 35 meters højde gennem Vest- og Sønderjylland.

Alle Folketingets partier minus Enhedslisten og Alternativet er med i aftalen, der skal forstærke elnettet og være bindeled til Viking Link-kablet til England.

Men efter voksende kritik og mange lokale protestmøder lovede Lilleholt i sidste uge at indkalde partierne til et møde.

Det glæder Venstres naturordfører, Anni Matthiesen. Hun vil også hente milliarderne ved en lavere nedsættelse af elafgiften end foreslået.

- Det vil være en katastrofe for Vestjyllands natur, når man sætter de her højspændingsmaster op, siger Anni Matthiesen.

I Vest- og Sydjylland ruster fem Venstre-borgmestre sig til kamp.

En af dem, Erik Buhl i Varde, har forståelse for behovet for at kunne transportere strøm.

- Men samfundet er også forpligtet til, at vi får så få gener som muligt i området. Det ser ud til, at der er et reelt alternativ til at hænge kablerne i master, siger han.

- Hvis man målrettede én øre af nedsættelsen af afgiften, ville der være penge til nedgravningen - afhængig af hvor mange år, det skal gå over, siger Varde-borgmesteren.

Også Dansk Ornitologisk Forening har protesteret.

Masterne vil krydse Skjern Enge, et af landets mest værdifulde natur- og fugleområder, som staten og EU har brugt 300 millioner kroner på at genoprette.