Vandstanden stiger ved minkgravene: - Hvad er det for en suppedas minkene svømmer rundt i?

Borgerne i Nr. Felding er bekymrede for Boutrup Sø og grundvandet, da vandet ovenpå minkgravene flyder ned i søen.

2:30
Formanden for Nørre Felding Borgerforening er bekymret over, at vand fra minkgravene løber ned i den nærliggende sø og å.
Foto: Privatfoto

Siden minkene blev gravet ned i landsdelen har borgerne i Nr. Felding og Karup nærmest stået i kø for at udtrykke deres bekymring for områderne. I Nr. Felding ved Holstebro har de nu fået endnu bekymring.

Ovenpå minkgravene ligger der en del vand, som flyder ned i den lokale badesø, og når vandet ligger i så stor en pøl, skaber det betænkelighed i borgerforeningen.

- Minkgravene er oversvømmet, og vi ser overfladevand løbe ned i Boutrup Sø. Det er det, vi kan se på overfladen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der sker under overfladen? Minkene blev gravet ned i grundvandsspejlet og med alt det nedbør, vi har haft, kan det kun blive værre, siger Leif Brøgger, der er formand for borgerforeningen i Nr. Felding.

Leif Brøgger opdagede overfladevandet, da han mellem jul og nytår gik en del ture i område omkring minkgravene.
Leif Brøgger opdagede overfladevandet, da han mellem jul og nytår gik en del ture i område omkring minkgravene.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Udover Boutrup Søs tilstand, ligger Leif Brøggers bekymring i, at vandmasserne flyder ovenpå jorden. Hvis ikke vandet siver ned i jorden, må den allerede være fyldt med vand, og da minkene ligger i grundvandets overflade, er formanden bekymret for, hvordan der ser ud nede ved minkene.

- Jeg frygter, at vi får en forurening, der er så svær at håndtere, at der til maj vil være nogle eksperter, der siger, at det bedste alternativ vil være at lade dem ligge. Det ville jeg være meget ked af, fortæller Leif Brøgger.

Analyser er i gang

Det er Miljøstyrelsen, der fører tilsyn med minkgravene, og de er mandag blevet bekendt med vandstanden, og de har derfor nu planlagt, at de skal se på området. Det er nemlig ikke meningen, der skal løbe vand fra gravene og ned i søen, oplyser Miljøstyrelsen.

Derudover er de i gang med at analysere flere vandprøver fra minkgravene ved Nr. Felding.

- Vi har boret ned til gravene og lavet analyser af grundvandet for at se, hvordan det har det. Vi har også foretaget målinger i søen 15. december, så vi får en viden om, hvad tilstanden er i søen, siger Charlotte Moosdorf, der er konstitueret kontorchef i Cirkulær Økonomi og Affald ved Miljøstyrelsen.

Charlotte Moosdorf kan dog ikke fortælle, hvornår de regner med at have svar på prøverne.

Der skal lægges dræn

I byrådet deler man formanden for borgerforeningens bekymring. Med de høje vandstande mener formanden for Teknik og Miljø i Holstebro Kommune, Karsten Filsø, at myndighederne burde have grebet ind.

- Jeg tænker, at det er på tide, at man sætter afværgeforanstaltningerne i værk. Når de først fjerner minkene til maj, er det nu, afværgeforanstaltningerne skal laves og ikke i april. De lovede, at foranstaltningerne skulle laves, og det vil vi holde dem op på, siger Karsten Filsø.

Teknik- og Miljøudvalgsformanden fortæller, at blandt afværgeforanstaltninger har der været planlagt at overdække gravene eller lægge dræn, som kan pumpe vandet væk, så det ikke påvirker området.

De tiltag har man ikke set endnu i Nr. Felding, og borgerne begynder derfor at tvivle på Miljøstyrelsens udtalelse om, at der er styr på situationen omkring minkgravene.

- Det er svært at have styr på de risici, der er med hele den her situation. Jeg tænker over, hvad er det for en suppedas, minkene svømmer rundt i?

Charlotte Moosdorf fra Miljøstyrelsen vil ikke kommentere på, hvilke foranstaltninger, der kan komme ved minkgravene i Nr. Felding.

Området omkring Boutrup Sø er meget vådt og mudret for tiden.
Området omkring Boutrup Sø er meget vådt og mudret for tiden.
Foto: Privatfoto