Vandmasser får dæmning til at styrte sammen: - Jeg fik et chok
En dæmning i Hellegård Ådal er styrtet sammen på grund af massive mængder regn.
De store mængder regn i og omkring Holstebro har fået en dæmning til at styrte sammen i Hellegård Ådal syd for Vinderup.
Det opdagede Christina Kjelsmark, da hun tirsdag formiddag var ude og ride og lufte sine hunde i området.
- Jeg fik et chok og tænkte bare: ’Det er løgn’. Jeg kunne se, at dæmningen var styrtet sammen, og at der lå træstammer. Det så vildt ud.
- Det er voldsomt, hvordan vandet bare fosser ud. Det er halvdelen af vores marker, vi ikke kan komme til lige nu. Det er fuldstændig vildt, lyder det fra Christina Kjelsmark, der måtte undlade at krydse dæmningen, som hun plejer.
Du kan se Christina Kjelsmarks video af den nedstyrtede dæmning øverst i artiklen.
Store mængder vand flere steder
Regnepisoden ved Vinderup er ikke den eneste af sin slags i området.
Mandag faldt der ifølge DMI over 21 millimeter regn omkring Holstebro, og det fik Østre Ringvej til at styrte sammen.
Holstebro Kommune skal nu have undersøgt, hvorfor rendestensbrøndene langs ringvejen ikke kunne følge med under regnvejret.
Også på rute 513 ved Snøder, der ligger mellem Struer og Vinderup, var den gal. Her havde regnvejret oversvømmet vejen.