Vagtcentralen flytter ind

I dag flyttede de sidste to afdelinger ind i det nye splinternye politihovedkvarter i Holstebro.

politigård
Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

De har trænet hele maj måned, og i dag skulle Kim Bro og hans kolleger på vagtcentralen så stå deres prøve i de nye højteknologiske omgivelser

- Vi er rykket en tand op i niveau sådan rent teknisk, hvor vi har nogle flere muligheder end før. Der er gjort rigtig meget for, at vi kan blive lidt bedre også i forhold til det, som borgerne forventer af os, siger Kim Bro, der er politiassistent ved Midt- og Vestjyllands Politi.

 

Politihovedkvarteret i Holstebro har været undervejs i halvandet år. De første afdelinger rykkede ind i april, og med vagtcentralen og servicecentret på plads er hele enheden nu samlet på stationsvej i Holstebro.

Huset er på i alt 12.000 kvadratmeter og har kostet millioner kroner. Det er tegnet af arkitektfirmaet Friis og Moltke.

 

Den elektroniske opgradering skal sikre et stærkere og lettere samarbejde på vagtcentralen.

- Nu har vi fået de rammer, som vi selv har været med til at etablere, og det vil sige, at nu kan vi lave det på en meget mere moderne måde, som passer i nutiden rammer til forskel fra den gamle politigård. Derudover er vi ikke mindst blevet samlet alle sammen. Vi er vel 450-500 stykker nu, så vi skal ikke ud og køre, hvis vi skal have et lille møde, lyder det fra Jens Kaasgaard, der er politidirektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

 

Al opstart er svær, og det er altså ikke kun elektronikken, der kan drille lidt på den nye vagtcentral.

- Nu skal man lige lære at finde rundt på den her kæmpe politigård, hvor man godt kan fare vild, indtil man lige får lidt styr på det, lyder det fra Lars Even.

 

Det er Nordea Liv og Pension, der har bygget det nye hovedkvarter. De udlejer det til politiet i mindst 25 år.

På søndag kan du se mere om den nye politigård i TV MIDTVESTs magasin 114.