Tilstod i retten: 23-årig dømt for vold med hammer og vidnetrusler

Mandag morgen indrømmede den 23-årige mand, at han 9. juni overfaldt to personer med en stor hammer i Skave, efter længe at have nægtet sig skyldig.

Den 23-årige har allerede afsonet en del af dommen, da han har siddet varetægtsfængslet siden 14. juni (arkivfoto).
Den 23-årige har allerede afsonet en del af dommen, da han har siddet varetægtsfængslet siden 14. juni (arkivfoto).
Foto: Flemming Christensen

Der blev gjort noget kortere proces end forventet denne morgen ved retten i Holstebro.

Egentligt var der sat tid af til, at sagen om grov vold i Skave 9. juni skulle afvikles som en domsmandssag. Men den 23-årige på anklagebænken indledte med at tilstå.

- Dermed kunne retten afsige dom med det samme, og han fik seks måneders ubetinget fængsel, hvilket jeg er tilfreds med, siger anklager Jakob Kjær Ratz fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden blev dømt for grov vold og vidnetrusler i forbindelse med en episode, hvor to personer blev ramt med en stor hammer i hovedet og på kroppen.

Nægtede sig først skyldig

Voldsmanden har nægtet sig skyldig, lige siden han, efter at have været efterlyst, blev anholdt 13. juni. Han blev i første omgang varetægtsfængsel i fire uger, og den afgørelse kærede han med påstand om frifindelse og sin uskyld. 

Varetægtsfængslingen blev derefter forlænget i yderligere to gange fire uger. Alligevel valgte den 23-årige altså med at tilstå blankt i retten.

- Jeg ved ikke, hvorfor han pludselig har ændret mening, og jeg er sådan set også ligeglad. Det er ikke noget, vi har spurgt ind til, det vigtigste er, at han nu er dømt, siger Jakob Kjær Ratz.

Eftersom manden allerede har afsonet en stor del af sin dom i form af varetægtsfængslingen siden 14. juni, blev han efter retsmødet løsladt, da der ikke var grundlag for at opretholde varetægtsfængslingen.

- Han vil blive indkaldt senere for at afsone resten af sin fængselsdom, fortæller anklageren.

Begge de personer, som blev ramt af slag fra hammeren, var efter overfaldet uden for livsfare.