Ulven igen på spil? - Hovedet bidt af får

2. påskedag blev endnu fem får angrebet ved Storålams folde ved Holstebro.

Får
Foto: Arkiv

Storålams ejer Jørgen Blazejewich er ved at være vant til at finde døde får i sine folde ved Holstebro, siden oktober har han mistet 45 dyr. 2. påskedag var den så gal igen, her fandt fåreavleren fem døde får, det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

- Hovedet var bidt af den ene af dem. Det så frygteligt ud, siger Jørgen Blazejewich til dagbladet.

Angrebet er det andet inden for kort tid. I sidste uge mistede seks får livet i en af Storålams elve folde.

- Vi kan blive ved med at feje døde dyr op - det er jo helt umuligt det her, siger Jørgen Blazejewich.

Det vides endnu ikke, om ulven er skyld i de seneste fåredrab, men Jørgen Blazejewich har sendt bud efter Naturstyrelsens vildtkonsulent for at få klarhed omkring, om det er ulven, der igen har været på spil.