Udvist kriminel bor på vestjysk asylcenter: Nu er han fængslet for trusler

I 2020 blev en syrer udvist af Danmark og nægtet indrejse i seks år. Alligevel har han i næsten et år boet på et asylcenter, hvor han fredag truede flere beboere.

1:54
Episoden fandt sted fredag aften (arkivfoto).
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 26-årig syrer er lørdag blev idømt fire ugers varetægtsfængsling for at have truet tre beboere på Asylcenter Holstebro og overtrådt knivloven.

Det har Retten i Herning afgjort lørdag.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at den nu 26-årige syrer blev udvist af Vestre Landsret i oktober 2020, det kom frem under grundlovsforhøret ved retten i Herning lørdag formiddag.

Alligevel bor han på Asylcenter Holstebro, der i august tog imod børnefamilier fra Afghanistan.

Det bekræfter asylcentret over for TV MIDTVEST.

Udvist for kniv

I retten kom det frem, at det 26-årige spillede høj musik fredag aften. Det fik tre beboere til at bede ham om at skrue ned for musikken.

Hurtigt eskalerede situationen til et skænderi, hvorefter den 26-årige trak en 33 centimeter lang kokkekniv. 

- Så sætter han spidsen af kniven ind på halsen af en af naboerne og kommer med en meget klar trussel til forurettede, forklarer specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Ulrik Panduro, der mødte i grundlovsforhøret lørdag formiddag. 

Ifølge forklaringer fra flere naboer sagde den 26-årige "I will fucking kill you".

Ifølge politiets udlægning af forløbet fortsatte han derefter med at fægte med kniven og true yderligere to naboer på asylcenteret.  

På det grundlag valgte retten at varetægtsfængsle manden, der nægter sig skyldig i de to sigtelser.

Det er uvist om den 26-årige nogensinde har opholdt sig på Udrejsecenter Kærshovedgård som følge af sin udvisningsdom, men det åbne center huser blandt andre mennesker, der er udvist ved dom, som det er tilfældet med afgørelsen fra Vestre Landsret.

Sikkert er det, at den 26-årige har boet på asylcentret i Holstebro siden 14. december 2020. Det er mindre end to måneder efter, han blev udvist af Vestre Landsret for at havde overtrådt knivlovens paragraf 1. 

Han fik desuden indrejseforbud i seks år.

Tager hånd om beboere

På asylcentret i Holstebro forsikrer man, at der er langt mellem episoder af lignende karaktér.

- Vi er kede af den episode, for vi gør alt, hvad vi kan for at undgå sådan nogle episoder. Men vi kan jo aldrig 100 procent garantere, at det ikke sker, forklarer Lars Vestergaard, der er presseansvarlig ved Asylcenter Vesthimmerland, der driver asylcentret i Holstebro.

Han understreger, at asylcentret nu vil tage hånd om de andre beboere. 

- Det er pressede mennesker, vi har med at gøre. Nu har vi noget oprydningsarbejde for de andre beboere, og så arbejder vi selvfølgelig altid løbende på, at den slags ting ikke sker.

Den 26-årige skal nu sidde varetægtsfængslet til 22. december, men har kæret kendelsen til landsretten.   

V ordfører: - Det duer ikke

Ifølge Venstres udlændingeordfører Mads Fuglede, så duer det ikke, at en kriminel og udvist person går rundt i et almindeligt lokalsamfund.

- Det duer slet ikke det her. Hvis man er kriminel og udvist af Danmark, så skal man være afsondret, og det er man på udrejsecenteret Kærshovedgård, sådan som reglerne er nu, siger ordføreren.

Om der er sket en menneskelig skrivebordsfejl vides endnu ikke, men ordføreren mener, at der er behov for at kigge på håndteringen af sager af den her karakter.

- Jeg tror, der er behov for, at ministeren kigger på, hvordan vi håndterer de, der er kommet til Danmark og især den gruppe, som har kriminalitet med i bagagen, siger Mads Fuglede til TV MIDTVEST.