Tyve stak af på knallert og smed fotoudstyr fra sig

Politiet var lige i hælene på de tyve, der brød ind hos PhotoCare i Holstebro.

Politiblink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi var hurtigt fremme, da der klokken 04.10 natten til tirsdag blev meldt om et indbrud i fotobutikken PhotoCare på Brostræde i Holstebro.

Fra Sønderbrogade kunne betjentene i patruljen se to mænd, der kørte på en knallert ved stisystemet ved Vegen Å. Patruljevognen forsøgte at følge efter knallerten, men uden held. 

Kort efter nåede en af politiets hundepatruljer frem, og det lykkedes hundene at snuse sig til en taske med fotoudstyr, der var smidt på stisystemet ved Storåen, ligesom der også blev fundet fotogrej ved en grussti på Chr. Winthers Vej.

- Vi formoder, at de to mænd på knallerten var tyvene, der var på vej væk fra butikken, og at de herefter valgte at kaste udstyret fra sig, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis.

Hvor meget der blev stjålet for hos PhotoCare er endnu ikke gjort op, men ifølge politiet skulle det dreje sig om en del udstyr.

Tyvene kom ind i butikken ved at knuse en glasdør.