Tyve proppede bilen med tøj for 300.000 kroner

En herretøjsbutik i Holstebro havde indbrud i nat.

Ruden er blevet erstattet med træplader.
Ruden er blevet erstattet med træplader.
Foto: Uffe Bregendahl, TV MIDTVEST

Klokken tre i nat hørte et vidne nær Nørreport Centret i Holstebro en rude blive knust, og vedkommende kunne samtidigt se, at der holdt en hvid varevogn ved centret, mens nogle mænd løb frem og tilbage.

Det fik vidnet til at ringe til politiet, der straks sendte en vogn afsted.

- Vi havde telefonisk kontakt med vidnet, og derfor ved vi også, at varevognen kørte tre sekunder før, vi kom omkring hjørnet. Patruljen så enden af den og eftersatte, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Tøj for 300.000

Derefter fulgte en kort jagt, der endte med at bilen stoppede på Viborgvej, hvor politiet kunne anholde tre mænd, der alle er fra det midt- og vestjyske. To af dem er fra Holstebro og en er fra Lem.

I bilen fandt politiet også sække med tøj med en værdi på 300.000 kroner, der alt sammen var blevet stjålet fra herretøjsbutikken Mr i Nørreport Centret.

- Vi arbejder nu videre med sagen, fortæller vagtchefen.