Tyv tog flugten: Kørte galt for øjnene af politiet

Et ukendt antal tyve var i fuld gang med et indbrud, da politiet ankom til adressen.

Manden forsøgte at flygte fra politiet.
Manden forsøgte at flygte fra politiet.
Foto: Flemming Christensen

En flugt endte helt galt for en indbrudstyv i nat, da han forsøgte at komme væk fra politiet.

Klokken kvart i fire natten til lørdag gik en alarm ved virksomheden Carl Ras på Sletten ved Holstebro. Politiet skyndte sig straks til stedet.

- Vi var hurtigt fremme med en patrulje, og da de gik rundt om bygningen, så de en parkeret varebil og to til tre personer omkring den, forklarer vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen.

Da mændene fik øje på politiet valgte de dog at tage flugten til fods.

Kørte galt

Det viste sig dog hurtigt, at der var endnu en mand tilstede. Pludselig startede varebilen og kørte ned langs bygningen ud mod vejen.

- Her kørte den tværs over en grøft, henover vejen og så satte den sig fast i den anden grøft, fortæller Henrik Nielsen.

Herefter tog tyven flugten til fods med politiet i hælene. Kort tid efter bliver han anholdt bag ved TV MIDTVEST.

Endnu en mand blev anholdt, men der er stadig gerningsmænd på fri fod. De to anholdte er begge polske, og politiet kender endnu ikke deres identitet.