Tusindvis af testtider reserveret til borgerne i Holstebro og Ringkøbing-Skjern i weekenden
Sundhedsmyndighederne anbefaler, at alle i Holstebro- og Ringkøbing-Skjern Kommuner lader sig teste for Covid-19.
Alle 115.000 borgere i Holstebro og Ringkøbing-Skjern Kommuner bør lade sig teste for coronavirus. Sådan lyder opfordringen fra sundhedsmyndighederne lige nu.
Anbefalingen falder, fordi man her er bekymret for smittetrykket og antallet af minkvariationer blandt de smittede i kommunerne.
For at så mange som muligt kan blive testet, så har man i weekenden sørget for at reservere 11.000 testtider dagligt til borgerne i de to kommuner, ligesom der nu er 13 forskellige steder at bliver testet i den vestlige del af Region Midtjylland. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
Travlhed
De mange reserverede tider får ikke betydning for antallet af testtider i resten af regionen, lover regionrådsformand Anders Kühnau.
- Vi har i øjeblikket mulighed for at teste rigtigt mange mennesker i Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner, samtidig med at vi har yderligere cirka 9. 000 daglige testtider til fordeling blandt teststederne i resten af regionen. Det betyder, at andre kommuner ikke bliver berørt af den massive testindsats i de to vestlige kommuner, siger regionsrådsformanden.
Torsdag havde 9.000 borgere i Ringkøbing-Skjern og Holstebro valgt at lade sig teste. Anders Kühnau forventer, at det tal vil stige hastigt i løbet af weekenden.
- Nu er det weekend, mange har fri, der er en masse tider at vælge imellem og selve baggrunden er jo alvorlig nok, siger han.