Turen går til Tyskland og Slovenien

Skjern Håndbold og Team Tvis Holstebro undgår at møde hinanden i kvartfinalen i EHF-cuppen. I stedet venter tyske og slovenske modstandere.

240315SkjernHaandbold.jpg

Tirsdag formiddag blev der sat navn på de hold, som Skjern Håndbold og Team Tvis Holstebro skal møde i kvartfinalerne i den europæiske EHF-cup.

De to vestjyske hold havde rent faktisk muligheden for at trække hinanden, men lodtrækningen hos EHF i Wien magede sig anderledes.

Team Tvis Holstebro møder slovenske Gorenje Velenje, mens Skjern Håndbold trak MT Melsungen fra den tyske bundesliga - et hold som Skjerns stregspiller Thomas Klitgaard tidligere har spillet for.

Umiddelbart må vurderingen være, at Skjern trak den sværeste modstander. Melsungen ligger på sjettepladsen i bundesligaen. Velenje ligger på andenpladsen i den slovenske liga, men den tyske liga er væsentligt stærkere.

Hvis de danske hold vinder kvartfinalerne, går de videre til det store Final Four-stævne, der afvikles i Berlin den 16. og 17. maj. Team Tvis Holstebro nåede Final Four for to år siden, hvor de blev slået ud i første kamp.