TTH vandt vigtig kamp: Modgang har øget opbakningen

Her til aften fik TTH Holstebro en meget vigtig sejr i hus i den første af en række kampe, som skal vindes for at de sikrer sig overlevelse i ligaen.

1:57
Der blev skrålet med fra lægterne til dagens kamp mellem TTH Holstebro og HØJ Elite.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Det var stolpe ind for TTH Holstebro hele kampen igennem, og holdet endte med en sejr på 35 - 26 over 1. divisionsklubben HØJ Elite.

TTH var foran med fem til pausen, og den føring blev udbygget yderligere i anden halvleg.

Forløsningen var da også stor, da kampen blev fløjtet af og spillerne kunne juble sammen med alle de fremmødte fans. Herunder fløjspiller Magnus Bramming.

- Jeg er glad for, at vi spiller en rigtig fin kamp i dag. Vi har trængt til en sejr længe. Nu skal vi til Roskilde på tirsdag, det bliver en hård kamp, men det er et godt udgangspunkt.

- Jeg satser på, at vi også gør det færdigt tirsdag, hvis vi spiller som i dag, sagde en selvsikker Magnus Bramming efter kampen.

Fans bakker op trods modgang

TTH Holstebro, som ellers plejer at kæmpe med i toppen, har den seneste tid befundet sig i en stor krise tæt ved nedrykningsstregen.

Men fansene har slet ikke holdt sig tilbage trods modgangen, nærmere tværtimod. Der er nemlig stor opbakning på lægterne, selvom det kun er blevet til to sejre i hele 17 kampe.

I april og maj har der været mange flere tilskuere på siddepladserne i Gråkjær Arena, end der var i februar og marts.

Ungdomsfanklubben TTH Dragons er også genopstået, og torsdag var de på plads bag det ene mål.

- De første par gange har vi været måske 25 drenge, men de seneste gange har vi været omkring 200 til stede, siger formanden for fanklubben, Rasmus Sandholm.

På tirsdag møder klubben igen HØJ Elite i Roskilde.