Skanderborg Håndbold havde indtil torsdag haft en fornem indledning på sæsonen i Herre Håndbold Ligaen med lutter sejre.
Torsdag blev der dog sat en gevaldig stopper for Skanderborgs mindre stime efter tre sejre i sæsonindledningen. Skanderborg var efter sejre over Århus Håndbold, Skjern Håndbold og TMS Ringsted på besøg i Holstebro, og her stoppede festen.
TTH Holstebro tog imod, og hjemmeholdet gav bestemt ikke ved dørene og kørte gæsterne over. TTH vandt opgøret 34-27, efter at holdet gik til pausen foran 18-14.
De to point betød, at TTH nåede op på seks point for fire kampe ligesom gæsterne, der med en sejr kunne have sat sig på førstepladsen i rækken. TTH har i de fire første runder slået Ribe-Esbjerg, Mors-Thy og Skanderborg, mens det er blevet til nederlag ude mod Sønderjyske.
Sejr til Bjerringbro-Silkeborg mod Aarhus
Føringen på fire mål fra første halvleg holdt indtil 24-20 ti minutter inde i anden halvleg, men så tog hjemmeholdet fra med fire mål i træk.
Nikolaj Enderleit stod for de to af målene, og da TTH udbyggede føringen til 28-20, så det for alvor svært ud for gæsterne. Føringen kom aldrig i fare, og hjemmeholdet endte med at vinde kampen med syv mål.
Sebastian Frandsen blev topscorer for TTH med 11 mål, mens også Magnus Bramming var målfarlig med ni scoringer i opgøret.
Morten Balling blev topscorer for gæsterne med syv mål.
Senere torsdag tog Århus Håndbold hjemme imod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold. Her sejrede gæsterne 32-27 og nåede på seks point for fire kampe. Århus har blot hentet to point i sæsonens fire første kampe.
/ritzau/