TTH overvejer at droppe Europa

Begge Team Tvis Holstebro-mandskaber har kvalificeret sig til europæisk håndbold næste år, men klubben har måske ikke råd til to europæiske eventyr.

TTH, kvinder, jubel150713.jpg

Det er så dyrt at deltage i de europæiske håndboldturneringer, at Team Tvis Holstebro overvejer at lade ét af sine to hold blive hjemme. Det skriver Dagbladet Holstebro.

Team Tvis Holstebros damehold, der vandt den europæiske EHF Cup sidste sæson, har igen kvalificeret sig til turneringen. Herreholdet kan stadig nå en plads i Champions League, men er som minimum garanteret europæisk håndbold næste sæson.

- Vores udgangspunkt er, at vi deltager i de turneringer, som vi kvalificerer os til, men det er heller ingen hemmelighed, at det er dyrt at deltage i Europa Cup'en. Om vi skal deltage med begge hold, er klart en beslutning, som vi skal drøfte i bestyrelseslokalet. Vi kan ikke bare sige ja til, at vi deltager med to hold, siger direktør Jacob Jørgensen til Dagbladet Holstebro.

I sidste sæson meldte blandt andet Randers HK fra til EHF Cup'en fordi klubben vurderede, at det var for dyrt.