TTH-kvinder beholder træneren tre år mere

Cheftræner Pether Krautmeyer har forlænget sin kontrakt med TTH Holstebro til 2021.

Håndboldtræneren Pether Krautmeyer står også i spidsen for TTH Holstebros kvindehold i de kommende tre år.
    
Krautmeyer tog over efter Niels Agesen i 2015, og klubben har været så tilfreds med svenskerens arbejde, at parterne har skrevet under på en forlængelse til 2021.
    
- Dels er Pether en dygtig træner, der har lavet fremragende resultater gennem flere sæsoner, siger TTH's direktør, John Mikkelsen, i en pressemeddelelse.
    
- Og dels er han en træner, der er ekstremt god til at udvikle spillere, hvilket er et kodeord i TTH's dameafdeling, hvor vi er rigtig gode til at lave ligaprofiler, lyder forklaringen.
    
Krautmeyer førte i sin første sæson TTH til bronzemedaljer og sejr i den europæiske Cup Winners' Cup. Sidste år gik det dog knapt så godt for holdet, der måtte i playoff for at undgå nedrykning.
    
I denne sæson har holdet åbnet med 11 point i de første 9 kampe.
    
- Der, hvor jeg er som menneske og træner lige nu, er TTH det helt rigtige sted for mig.
    
- I min tid i klubben har jeg både prøvet at arbejde med etablerede profiler og med morgendagens stjerner, og begge dele er udfordrende og udviklende, siger Pether Krautmeyer. 


Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien Sport.