TTH Holstebro får store prygl: Odense klar til semifinalen

En hjemmesejr på ti mål mod TTH Holstebro sikrer Odense førstepladsen i gruppe 1 i HTH Ligaens slutspil.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Frank Cilius / Ritzau Scanpix

Odenses håndboldkvinder sikrede sig tirsdag aften førstepladsen i slutspilsgruppe 1 i HTH Ligaen efter en storsejr over TTH Holstebro.

Dermed skal holdet møde nummer to fra gruppe 2 i semifinalerne.

Jan Pytlicks kvinder var aldeles overlegne i hjemmekampen mod TTH Holstebro, som blev sendt hjem til det vestjyske med et nederlag på 19-29, og allerede ved pausen var Odense foran 13-8.

TTH har nul point inden sidste runde i gruppen, hvor der dog stadig er stor spænding om andenpladsen, efter at Nykøbing Falster mandag slog København i hovedstaden.

Hvis Nykøbing lever op til favoritværdigheden hjemme mod TTH i sidste runde, mens Odense tager en sejr hjemme mod København, så er det falstringerne, der ledsager Odense til semifinalerne.

Lige nu er der ét point mellem Nykøbing og København i sidstnævntes favør, og skulle de to hold skutte med samme pointantal, så går København i semifinalen, da holdet sluttede over Nykøbing i grundspillet.

I den anden gruppe ser Team Esbjerg ud til at gå videre som vinder. Med to kampe igen har holdet otte point. Herning-Ikast har fem point, Aarhus United har fire point, mens Viborg HK har to.

/ritzau/