Tre familier knækker koden sammen: Sådan får de en lettere hverdag

Tre familier har lavet en madordning, hvor de laver mad til alle én gang om ugen. Det giver overskud på flere fronter.

Maden er klar til afhentning hos familien Panny.
Maden er klar til afhentning hos familien Panny.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

En gruppe naboer har luret, hvordan man slipper for at stresse over den daglige madlavning.

De laver mad på skift, så man de fleste af ugens dage bare skal komme forbi og hente sin aftensmad.

Der er ingen regler for, hvilken mad der skal laves eller, hvad det skal koste. Eneste regel er, at den skal være klar til afhentning klokken 17.45.

- Det er altså ikke væsentligt sværere at lave mad til tre familier, end det er at lave mad til én familie, når man alligevel er i gang

Ordene kommer fra Mads Panny, der bor i Viborg. I dag er det ham og resten af familien, der står for aftensmaden.

- Det der med lige at smide tre kyllinger ind i ovnen, det er altså lidt nemmere, end det er og skulle lave én kylling tre dage i streg, tilføjer han.

Mads Panny gør maden klar.
Mads Panny gør maden klar.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Mandag til onsdag er de med i en madordning med to andre naboer. Alle har mellem 3 og 4 børn.

- Det er mange timer, vi sparer hver uge. Det at der ikke er noget med, at du så skal lave mad, og så skal du ordne køkken, og så skal du have handlet ind til tre retter til ugen. Du handler bare ind til én ret, og du skal kun lave mad én ud af tre dage, siger Mads Panny.

Det får hverdagen til at glide lidt lettere. Familierne sparer på både madbudgettet og madspildet, mens de får overskud til at nå flere ting end ellers.

- Vi har begge to travlt, og vi har også tre børn. Vi har også mange hobbyer, vi godt kunne tænke os at forfølge. Så på den måde giver det bare plads til noget andet, fortæller Mads Panny.

Madordningen gælder cirka 40 uger om året. I ferierne må familierne selv stå for aftensmaden alle ugens dage.

2:12
Se tv-indslag om madordningen i Viborg.