Tre år tidligere på pension er ikke nok for Michael efter 34 år som tagdækker: - Jeg er meget skuffet

Det burde skabe glæde hos de nedslidte, men en tagdækker fra Holstebro er dybt skuffet over regeringens pensionsudspil.

Michael Steffensen er 57 år og har arbejdet som tagdækker i 34 af dem.
Michael Steffensen er 57 år og har arbejdet som tagdækker i 34 af dem.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

I et hvidt telt på slagteriet Danish Crowns grund i Horsens præsenterede regeringen tirsdag sit længeventede pensionsudspil. Her blev det klart, at regeringen ønsker, at det er længden på ens arbejdsliv, der skal afgøre, hvornår man må trække sig tilbage.

En af dem, der fulgte med i spænding var 57-årige Michael Steffensen fra Holstebro.  Han har arbejdet 34 år af sit liv som tagdækker, men dårlige knæ har tvunget ham til at skifte arbejde.

Han er også én af dem, som ifølge regeringens udspil vil kunne trække sig tidligere tilbage. Alligevel er han ikke just begejstret for det, Mette Frederiksen og resten af den socialdemokratiske regering i dag præsenterede.

- Jeg er skuffet. Jeg er meget skuffet, for jeg synes ikke, det er at værdsætte det, vi har gjort for samfundet, fortæller Michael Steffensen. 

Hovedpunktet i regeringens plan går ud på, at ens pensionsalder skal afgøres af, hvor lang tid ens arbejdsliv har været, når man fylder 61 år. Hvis man eksempelvis har været på arbejdsmarkedet i 42 år, kan man trække sig tilbage et år før folkepensionsalderen.

Hvis man i stedet har været på arbejdsmarkedet i 43 år, kan man gå to år før, og hvis man har hele 44 år eller mere på arbejdssamvittigheden, så kan man gå af tre år før folkepensionsalderen, som i dag ligger på 65,5.

I Michael Steffensens tilfælde betyder det, at han kan gå på pension som 64-årig, men han mener, at aftalen bør skrues helt anderledes sammen. 

- Jeg synes, vi skal have noget, hvor den ikke er aldersbestemt, men hvor den i stedet går ind og kigger på, hvem der har knoklet og slidt hele vejen igennem, siger Michael Steffensen.

Fagforening er godt tilfreds

Regeringen forventer, at 38.000 danskere kan få glæde af ordningen i 2022. På det tidspunkt vil folkepensionsalderen ligge på 67 år.

Hos Michael Steffensens fagforbund er de godt tilfredse med regeringens udspil, selvom man også her håber på endnu tidligere tilbagetrækning i fremtiden.

- Vi kunne godt ønske, at man kunne gå før, men det her er jo en historisk start på at få åbnet op for det. Så kan man jo håbe på, at vi med tiden får sat det ned, siger Kurt Nielsen, der er næstformand hos 3F i Holstebro.

Michael Steffensen arbejder i dag på et lager i Holstebro. Han har, hvis regeringens udspil bliver til virkelighed, syv år tilbage på arbejdsmarkedet.

Det er vel bedre end ingenting?

- Jo jo, det er bedre end ingenting, men jeg synes stadig, det kunne gøres bedre. Jeg ved godt, det koster penge for samfundet, men der er mange andre ting, der koster penge for samfundet, og som jeg ikke synes er berettiget, lyder det fra Michael Steffensen.

3:04
Det burde skabe glæde hos de nedslidte, men en tagdækker fra Holstebro er dybt skuffet over regeringens pensions-udspil.