Trafikuheld med krybdyr

Beredskabsfolkene spærrede i eftermiddags øjnene op, da en bil ved et trafikuheld var fyldt med krybdyr.

EdderkopUheld001.jpg

I eftermiddags stødte to personbiler frontalt sammen vest for Skave på rute 16. Seks personer skulle køres til tjek på hospitalet, men ingen kom alvorligt til skade.

Det var nu egentlig ikke den store ulykke med brandbiler og seks ambulancer, der fik de erfarne beredskabsfolk til at spærre øjnene op. Det var derimod slanger, firben og en fugleedderkop i den ene af bilerne.

- En af de tilskadekomne siger, at han sidder med en slange mellem benene. Så da vi får ham op på båren, får jeg overdraget slangen og får den proppet i et pudebetræk, fortæller indsatsleder Mogens Eliasen fra Holstebro Kommune.

Efter uheldet blev krybdyrene kørt til dyreparken i Haunstrup, hvor de vil blive tjekket af dyrepassere, der har forstand på det. Rute 16 ved Skave var for øvrigt spærret i omkring halvanden time midt på eftermiddagen mens oprydningsarbejdet stod på.