Tørnæs takker af: Genopstiller ikke til Folketinget

Venstre-kvinden vil endnu ikke afsløre, hvad der har fået hende til at træde ned af den nationalpolitiske scene.

Ulla Tørnæs har siddet i Folketinget siden 1994. (Arkivfoto)
Ulla Tørnæs har siddet i Folketinget siden 1994. (Arkivfoto)
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Det mangeårige folketingsmedlem Ulla Tørnæs (V) bliver ikke at finde på stemmesedlen til det kommende folketingsvalg. Det har hun netop offentliggjort på sin Facebookside. 

- Efter grundige overvejelser og masser af tvivl i sindet, er jeg nået frem til, at jeg ikke ønsker at genopstille til det kommende folketingsvalg.

Ulla Tørnæs blev første gang valgt til Folketinget i 1994. Siden dengang er det blevet til adskillige perioder på Christiansborg for Venstre.

Men nu vil 59-årige Tørnæs altså kaste sig over noget nyt. 

- For første gang igennem mit arbejdsliv har jeg udsigt til at se ind i en tom kalender, det bliver både med glæde men også med en vis bæven, skriver hun.

I denne valgperiode har Ulla Tørnæs været opstillet i Sydjyllands Storkreds, nærmere bestemt Esbjerg.

Det er også på de kanter, politikeren er født og opvokset. Siden 2001 har hun dog boet i Nr. Felding ved Holstebro med sin mand og børn. Her driver Ulla Tørnæs mand, Jørgen Tørnæs, et landbrug.

Ministerposter og kurs mod borgmesterkæde

Fire gange har Tørnæs haft titlen af minister. Fra 2001 til 2005 var hun undervisningsminister. Derefter fulgte en femårig periode som minister for udviklingsbistand. 

I 2016 blev hun uddannelses- og forskningsminister for en kort periode på ni måneder, inden hun i november samme år overtog posten som minister for udviklingssamarbejde.

Ulla Tørnæs har også begået sig på den lokal politiske scene i byrådet i Holstebro. 

Ved kommunalvalget i 2013 var hun sågar Venstres borgmesterkandidat, der tog kampen op mod Socialdemokratiets H.C. Østerby. 

Med 3.303 personlige stemmer lykkedes det hende dog slet ikke at vriste borgmesterkæden fra den nu mangeårige borgmester.

I 2015 meddelte Venstre-politikeren, at hun trak sig fra kommunalpolitik for at hellige sig sit arbejde som Europarlamentariker.

27:38
En række af landsdelens markante folkevalgte har takket ja til at lade de midt- og vestjyske tv-seere få et kig ind i deres politiske liv. Gæst i studiet hos Klaus Knudsen Pedersen er denne gang: Ulla Tørnæs.