Minkavler får mulighed for at stille statsministeren ét spørgsmål på direkte tv – det vil han spørge om

I en særudsendelse på TV 2 og TV 2-regionerne i aften skal tidligere minkavler, Jakob Blæsbjerg-Obitsø, stille ét spørgsmål til statsministeren. Han håber, regeringen vil hjælpe ham videre med sit arbejdsliv.

Jan Obitsø (th) startede med minkavl i 1982. Samme år fik han Sønnen Jakob Obitsø, og indtil november sidste år drev de sammen en farm med 45.000 mink.
Jan Obitsø (th) startede med minkavl i 1982. Samme år fik han Sønnen Jakob Obitsø, og indtil november sidste år drev de sammen en farm med 45.000 mink.
Foto: Casper Roslyng, TV MIDTVEST

- Jeg er en 38-årig mand, der er tilbage i nøjagtig samme situation, som da jeg var 16.

Jakob Blæsbjerg-Obitsø er klar i mælet, når han skal sætte ord på den fremtid og de livsvilkår, der de seneste måneder har fyldt hans tanker. Spørgsmålene har været rigtig mange, men i nyhederne i aften får han lejlighed til at stille ét af dem til statsminister Mette Frederiksen (S).

- Mit spørgsmål kommer til at handle om fremtiden for os som familie. Ikke fremtiden for minkavlen, men for minkavlerne. Vi passer jo ikke rigtig ind i nogle kasser. Jeg er landbrugsuddannet med speciale i minkavl, og nu står jeg tilbage med en uddannelse og tyve års erfaring, der intet er værd i dag, siger han.

Særudsendelse med statsministeren på TV 2

Det er nu over to måneder siden, at familien Obitsø fra Skave ved Holstebro aflivede den sidste af deres i alt 45.000 mink.

På et pressemøde 4. november 2020 forlangte regeringen alle danske mink aflivet, fordi sundhedsmyndighederne forinden havde fundet en muteret variant af coronavirus i mink i Nordjylland. Og ifølge myndighederne risikerede mutationen, at den dengang kommende vaccine imod Covid-19 ikke ville virke og i værste fald, at mutationen ville starte en ny pandemi.

Jakob Blæsbjerg-Obitsøs far, Jan Obitsø, havde på det tidspunkt avlet mink i 38 år, de 20 af dem sammen med sin søn. Men ligesom resten af landets tusindvis af minkavlere gik de i gang med at aflive deres dyr, deres livsværk og fremtiden, som de kendte den. Og lige siden har der været utallige spørgsmål, som familien har savnet svar på. Lige nu presser særligt et spørgsmål sig på hos Jakob Blæsbjerg-Obitsø:

- Hvad skal jeg lave i fremtiden?

I aften går TV 2s regioner og TV 2 sammen i en særudsendelse, hvor vi søger svar fra statsministeren på nogle af de mange spørgsmål, der trænger sig på - ikke kun hos minkavlerne, men også hos erhvervslivet, sundhedssektoren og kulturlivet.

I særudsendelsen, der bliver sendt fra klokken 19-20 på TV 2 får Jakob Blæsbjerg-Obitsø derfor mulighed for at stille spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen.

- Jeg savner svar på noget hjælp til os. Jeg vil gerne vide, om regeringen og Folketinget for eksempel vil give os noget uddannelseshjælp, eller om de vil sikre nogle ordninger, så jeg kan videreuddanne mig uden at måtte gå fra hus og hjem?

Frygter udenomssnak

Og så er vi tilbage ved det hér med at være en 38-årig mand, der ufrivilligt føler sig skudt tilbage til start.

- Jeg har prøvet at være på SU og elevløn, og som 16-årig tænkte jeg da ikke over, hvordan jeg kunne betale regningerne. Men det gør jeg i dag, hvor jeg har familie og hjem. Jeg kunne godt gå i gang med at søge med en masse lærepladser, men det kan bare ikke hænge sammen økonomisk. Så har de gjort sig overvejelser om at hjælpe os videre? Og hvilke?, spørger Jakob Blæsbjerg-Obitsø

Og hvad forventer du, at statsministeren svarer?

- Jeg forventer ikke rigtig noget, og jeg frygter, at hun taler udenom. Men jeg håber, hun siger, at der er eller bliver sat penge af til at hjælpe os igennem en uddannelse, så vi kan få noget ud af vores liv igen.

Jakob Blæsbjerg-Obitsø og hans familie er ved at komme sin ovenpå nogle svære måneder. Men for at familien endegyldigt kan lægge minkerhvervet på hylden og kigge fremad, så kræver det politisk opbakning og velvilje.

- Mit håb er, at der bliver lavet en god ordning, så vi kan holde en normal indkomst, mens vi videreuddanner os, så vi ikke skal starte forfra med vores liv. Jeg har både været på SU og elevløn, og det drømmer man altså ikke om at skulle tilbage til, siger han i et grin, som alle, der har prøvet at leve af pasta og ketchup, nok kan forstå. 

Men tiden går. Og den går hurtigt. Og derfor skal det gå stærkt. Ikke blot med den økonomiske erstatning, som der er så meget fokus på og ikke mindst debat om, men også i forhold til videreuddannelse, lyder det fra Jakob Blæsbjerg-Obitsø.

- Skolerne og lærepladserne venter jo ikke på os. Så vi skal i gang, så vi ikke risikerer at spilde mere tid end højest nødvendigt.

I aften får han mulighed for at tale direkte med statsminister Mette Frederiksen. Om han får det svar, han håber på, må tiden vise. Èn ting er sikkert: Minkavler er han ikke længere.

- Jeg er ikke nået dertil, hvor jeg ved, hvad jeg skal leve af i fremtiden. Jeg bliver måske selvstændig igen, men det bliver ikke med dyr, for jeg skal ikke tilbage til landbruget, slutter han.

Særudsendelsen kan følges direkte på TV 2 søndag aften fra klokken 19.00.