Thailandske Boi udvises - søsteren må blive

Boi Saitree Gindeberg blev adopteret til Danmark for 12 år siden - men myndighederne betragter hende ikke som dansker. Hendes advokat mener, at der må været tale om en fejl.

240315Udvisning.jpg

En 23-årig thailandsk kvinde fra Holstebro står nu til at blive smidt ud af Danmark - selv om hun er adoptivbarn, og selv om hendes søster gerne må blive i landet.

- Jeg bliver bange - for hvad skal jeg lave i Thailand? Jeg kan ikke længere sproget og har ikke et sted at bo, siger Boi Sawitree Gindeberg.

Den thailandske kvinde kom til Danmark for 12 år siden sammen med sin søster. Deres biologiske forældre døde, og derfor blev de adopteret af deres mormor og hendes danske mand.

Men nu har Udlændingestyrelsen givet hende afslog på permanent opholdstilladelse. Begrundelsen er, at hun har været på kontanthjælp i de seneste tre år. Det forklarer hun selv med, at hun er ordblind og derfor ikke har kunnet gennemføre en uddannelse.

Selv om hun er adopteret, betragter myndighederne ikke Boi Sawitree Gindeberg som dansker - men hendes advokat Kaare Kristensen fra Herning mener, at der må være tale om en fejl.

- Boi er vokset op som adoptivbarn i Danmark, og det må give hende rettigheder som alle andre danske børn. Jeg vil have undersøgt denne sag til bunds, for det kan ikke være rigtigt, at hun ikke kan blive her i landet, siger Kaare Kristensen.

 

Se to indslag om sagen herunder:

1:14
En af to thailandske søstre der for knapt 13 år siden kom til Danmark står nu til at blive sendt tilbage.

1:55
Årsagen til at den ene søster bliver smidt ud er, at hun er ordblind. Det har givet hende store problemer.