Teaterchef om Jimmy Jørgensen: Amatør

Teaterdirektøren for Musikteateret i Holstebro kalder Jimmy Jørgensen for både useriøs og amatøragtig, efter sangeren har meldt fra til teaterets opsætning af Evita.

071011JimmyJorgensen.jpg

Jimmy Jørgensens navn og ansigt er stadig på Musikteaterets plakater, men det bliver snart fjernet. Sangeren kommer nemlig alligevel ikke til at spille med i musicalen Evita. Han melder fra fordi hans kæreste er gravid, og derfor vil Jimmy Jørgensen ikke bruge tre måneder i Jylland.

- Jeg har valgt, at jeg vil være sammen med min lille nye familie i København i stedet for at være i Jylland, forklarer Jimmy Jørgensen.

Men den forklaring giver teaterdirektør Anders Jørgensen ikke meget for

- Han vidste hvad han gik ind til, da han lavede kontrakten. Han kender godt vilkårene, og det er jo ikke Jimmy, der er gravid, så mon ikke han skulle have klaret det, mener Anders Jørgensen.

Sangeren er blevet løsnet fra kontrakten. Men et par dage efter kontrakten var blevet ophævet, modtog Musikteateret et tilbud fra Jimmy Jørgensens bookingbureau. De tilbød at sangeren kunne stoppe i Holstebro på hans Danmarks-turne i januar og februar. Lige netop der, hvor sangeren skulle have været med i Evita

- Det harmonerer ikke særligt godt med skulle blive hjemme og lave sit liv om. Det bidrager bare til den useriøsitet, der har været omkring det, mener Anders Jørgensen.

Jimmy Jørgensen mener dog ikke to jobs kan sammenlignes:

- Der er forskel på at spille syv til 12 jobs, og så at være væk hjemmefra i tre måneder. Det synes jeg, må være klart for enhver.

Jimmy Jørgensens rolle i Evita skal nu i stedet spilles af Mads Knarreborg.